42 kilometer på 42 timer



Viborg Svømmehal dannede i forrige uge rammerne om et stort svømmeprojekt med en meget inspirerende historie. Her svømmede Marc Pedersen ikke mindre end 42 kilometer på 42 timer. Det gjorde han for at fejre livet og for at sætte punktum for en længerevarende sygdomsperiode.

Af Casper Holm

For de fleste kan en cykel- eller løbetur på 42 kilometer måske lyde som noget af en udfordring. Men hvad så hvis du bytter racercyklen og løbeskoene ud med et par badebukser og dykkerbriller?

Vil det være mere overskueligt?

For 42-årige Marc Pedersen fra Vejle var det lige præcis, hvad han havde sat sig for at gøre, da han i forrige uge hoppede i vandet i Viborg Svømmehal.


Onsdag den 24. april påbegyndte Marc nemlig en mission om at svømme 42 kilometer på 42 timer.

Det foregik ved, at vejlenseren svømmede en enkelt kilometer hver time. Med en gennemsnitsfart på tre km/t var Marc i vandet i cirka 20-25 minutter ad gangen. Herefter havde han 35-40 minutters hvile, inden det igen gik løs i bassinet.

Og selvom det til tider var rigtig hårdt, er hovedpersonen meget tilfreds med hele forløbet.

- Jeg er super glad for, at det hele lykkedes. Der var perioder undervejs, hvor min skulder gjorde ondt, men ellers synes jeg, det gik rigtig fint.

- Det hårdeste var faktisk pauserne. Det var svært for musklerne at komme i gang igen, så der var lidt problemer undervejs. Men det gik godt, og jeg er simpelthen så stolt over, at det lykkedes, fortæller Marc Pedersen.

Et bump på vejen
Marc Pedersen har tidligere prøvet kræfter med flere forskellige former for ekstremsport. Han har blandt andet deltaget i marathons, bjergløb, fjordsvømninger, adventure races og diverse 24 timers udfordringer.

Med andre ord har han altid været fascineret af det ekstreme. Det hænger sammen med hans fortid i Forsvaret, hvor han med udsendelser til blandt andet Afghanistan og Iran har oplevet lidt af hvert.

Adrenalinen har af den grund været en fast del af Marcs arbejdsliv, og da han for år tilbage sagde farvel til Forsvaret, opdagede han, at sport og fysisk aktivitet kunne ”bruges” som et substitut for den følelse.

Den 22. juli 2018 blev der dog sat en stopper for de mange fysiske aktiviteter, da langdistancesvømmeren blev ramt af to hjerneblødninger.

- Jeg havde haft tiltagende hovedpine i næsten tre uger og kunne ikke rigtig forstå, hvad der var galt. En nat sad jeg alene i stuen og kunne næsten ikke trække vejret. Derfor blev jeg nødt til at vække min kone, og så kørte vi til vagtlægen.

Hos vagtlægen gik det stærkt. Der var noget helt galt. En scanning viste et alvorligt tryk i Marcs hjerne, som krævede øjeblikkelig aktion. Han blev hurtigt fragtet til Odense Universitetshospital, hvor han gennemgik en kompliceret operation.

Operation forløb efter planen, og Marc kom ud på den anden side med livet i behold. Herefter startede et længerevarende genoptræningsforhold, da hjerneblødningerne efterfølgende viste sig at have medført motoriske vanskeligheder.

- Jeg kunne ingenting efter operationen. Jeg kunne hverken stå, gå eller sågar holde en gaffel i hånden. Det var ret voldsomt, husker han. 

Heldigvis forløb genoptræningen fint. Forskellige bivirkninger gør dog, at Marc ikke længere kan dyrke ekstremsport som tidligere. Men svømme – dét kan han stadig.

- Jeg fik at vide af lægen, at det var slut med alle mine ”vilde” træningsformer. I stedet måtte jeg svømme. Det budskab kan man vist godt sige, at jeg har taget til efterretning, siger han med et stort smil på læben. 

En god sag
Efter vejlenseren blev udskrevet fra hospitalet, var han ikke længe om at hoppe i vandet, før der fæstede sig en tanke i ham. Han ville svømme 20 kilometer i havvand.

Marc meldte sig ind i den lokale vinterbadeklub, men projektet blev hurtigt manet til jorden. Det viste sig, at hans temperaturregulering havde lidt under de to hjerneblødninger. Han kunne simpelthen ikke holde varmen i det kolde vand.

På sin 42-års fødselsdag kom så idéen til projektet. Han ville svømme 42 kilometer på 42 timer, og det ville Viborg Svømmehal gerne hjælpe ham med.

- Vi ville rigtig gerne give Marc en chance og give ham den sejr, der ligger i at gennemføre de 42 kilometer. Derfor var jeg slet heller ikke i tvivl, da han kontaktede os. Selvfølgelig skulle vi hjælpe ham med hans projekt, siger Joan Kjær Andersen, inspektør i Viborg Kommune.

Den lange svømmetur betød, at Viborg Svømmehal måtte have en livredder på arbejde i de timer, hvor man ellers plejer at holde lukket. Men det var ikke noget, der gik ud over den daglige drift. Det pågældende personale brugte nemlig nogle af de sene timer på at gøre rent og klare en række andre opgaver.

- Det gik slet ikke udover vores daglige drift. Selvfølgelig skulle vi rykke lidt rundt på folk. Men når det hele gøres op, var det uden omkostninger for os, forklarer inspektøren.

Selvom Viborg Svømmehal ikke tidligere har dannet rammer for et arrangement af Marcs kaliber, gør svømmehallen meget ud af at arrangere forskellige events. Det har de gjort tidligere, og det kommer de også til at gøre for eftertiden, fortæller Joan Kjær Andersen.

- Vi synes, det er vigtigt at skabe noget aktivitet i svømmehallen. Det kan være mange forskellige ting, men denne gang var det altså en 42 kilometers svømmetur. Det gør vi meget ud af, og det kommer vi også til i fremtiden.

Sætte punktum
Med den lange svømmetur ønskede Marc at bevise over for sig selv, at livet går videre. Han ville bevise, at livet er værd at fejre. Og han ville bevise, at man kan lægge noget så alvorligt som to hjerneblødninger bag sig.

- Vi har det her ene liv, og derfor skal vi udnytte den tid, vi er her. Det skylder vi os selv og vores familier. Med mit svømmeprojekt har jeg forsøgt at sætte punktum for et kedeligt kapitel i mit liv. Det har jeg gjort ved at få det bedste ud af de omstændigheder, jeg nu engang befinder mig i. Og det er jeg faktisk ret stolt over.

Ud over den personlige sejr har svømmeturen også medført andre positive ting, fortæller Marc. Han har nemlig modtaget et hav af hilsner og lykønskninger fra tidligere kollegaer, venner og sågar folk han slet ikke kender.

- Jeg er faktisk ret overvældet over alle de henvendelser, jeg har modtaget fra folk. Det betyder meget for mig, og det forstærker kun den store følelse af lykke og stolthed, jeg sidder tilbage med, lyder det taknemmeligt fra vejlenseren.

Hvad det næste store projekt bliver, ved Marc ikke endnu. Men en ting er i hvert fald helt sikkert - det kommer til at have noget med vand at gøre.

           

Skrevet af Administrator