Aalborg: Atter skolesvømning for 4. klasserne



Undervisningen foretages af svømmelærerne og svømmeklubbens instruktører

Så ligger det fast, at fra næste skoleår får eleverne i 4. klasserne i Aalborg Kommune atter skolesvømning.

Undervisningen blev sparet væk i 2011 og i stedet blev sommerferiesvømningen udvidet til også at omfatte 4. klasserne – og dette sommertilbud vil så falde bort.

Den første lektion tages fra idrætslektionerne, mens den lektion, der går til transport, tages fra enten den understøttende undervisning eller fag, hvor der ikke er krav om et minimumsantal timer.

Logisk at svømmeklubberne inddrages

Efter kommunalbestyrelsens ja til de 40 lektioner har Skoleudvalget skulle se på, hvem der skal undervise:

Ifølge skolerådmand Tina French Nielsen, Venstre blev der lagt vægt på at børnene skal lære at svømme og at det skal foregår med » den rette pædagogiske tilgang«, som hun sagde til Nordjyske Stiftstidende, samtidig med at hun glædede sig over, at svømmeundervisningen genindføres.

Ifølge avisen var der 3 løsninger på bordet:

1. Skolernes svømmelærere

2. Svømmeklubbernes instruktører

3. Svømmelærere og instruktører i fællesskab.

Da der sidst var skolesvømning stod svømmelærerne plus fastansatte svømmelærere i 2 svømmesale for undervisningen, men det ligger fast, at der ikke vil blive ansat faste svømmelærere igen.

Per Clausen, Enhedslisten, var ene om at mene, det er en opgave for lærerne. Flertallet i udvalget vil mikse svømmelærerne og instruktørerne. Og ifølge Tina French Nielsen er det logisk:

- De har jo også været med til at varetage sommerferiesvømningen, og det er vigtigt for os, at klubberne bliver inddraget -også i forhold til nogle af de aktiviteter og det samarbejde, der lægges op til i den ny skolereform, siger hun til Nordjyske Stiftstidende.

 Billedtekst/

Rådmand Tina French Nielsen – glæder sig over, at svømmeundervisningen genindføres. (Foto: Aalborg Kommune).

9. februar 2015 – opdateret 11. februar/Erling Madsen

 

 

 

 

Skrevet af Administrator