Hvem har ansvaret for sikkerheden, når et svømmehal lejes ud?



- Når en svømmehal udlejer timer til en svømmeklub, et firma eller en kommune og aftaler, at lejeren selv skal stå for sikkerheden, så har svømmehallen ikke noget ansvar. Den skal dog sørge for, at det tekniske er i orden: Klorindholdet, at der ikke er skarpe kanter, man kan skære sig på, eller vipper der kan falde af osv.

Det slår Peter Møller Nielsen fast over for www.svommebad.dk. Han er politidirektør på Bornholm og medlem af den arbejdsgruppe under Rigspolitiet, som i 2008 lavede et koncept for, hvordan politiet skal håndtere svømmebadene.

Anledningen er en ulykke i Rødby Svømmehal på Lolland, hvor en 7-årig dreng druknede i april, da han var med skolens SFO i svømmehallen. 

Hér havde den selvejende institution Rødby Svømmehal lejet timerne ud til Lolland Kommune, som selv ville stå for sikkerheden. Og det er derfor kommunens regler, som gælder.

Efterfølgende har politiet undersøgt forløbet, men mener ikke, at kommunen begik fejl. I forbindelse med dén konklusion her i september, siger sektorchef Henrik Andreasen i Lolland Kommune til Folketidende:

- Vi har gennemgået de forskellige regler og procedurer og set på, om de ikke skulle være overholdt i forbindelse med ulykken. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Alle regler og procedurer blev overholdt på dagen.

Kommunen betegner derfor ulykken som et hændeligt uheld.

Det sidste er Dansk Folkepartis børne- og familieordfører Pernille Bendixen ikke enig i. Hun mener ifølge TV 2, at »kommunen vasker hænder og fralægger sig ansvaret«, og har derfor stillet spørgsmål til undervisningsminister Merete Riisager om sikkerhed og ansvar.

DSF: Svømmehaller bør overveje inden de udlejer

Dansk Svømmebadsteknisk Forening følger også sagen, og her siger formanden Carsten Larsen, at der ikke er noget som tyder på, at Rødby Svømmehal har noget juridisk ansvar.

Svømmehallen har da også klogelig valgt ikke at udtale sig i sagen for netop ikke at blive draget ind i den. Det er den første alvorlige ulykke i svømmehallen, der netop har fejret 40 års jubilæum.

Men Carsten Larsen mener, at sagen bør give anledning til, at svømmehaller overvejer deres politik ved udleje af svømmehallen:

- Lejer man ud uden livreddere og uden at sikre sig, at sikkerheden er i orden, så vil det stadig være svømmehallens navn og image, der står på spil, hvis noget går galt – også selv om det juridisk er lejerens ansvar, siger DSF-formanden.

Politiet kan tjekke i den offentlige åbningstid

Når det gælder den offentlige åbning, så skal det understreges, at politiet ikke skal godkende sikkerheden, men tjekke, at den er i orden. Og er den ikke det, kan politiet udstede et påbud om at tingene bringes i orden. Står der eksempelvis i svømmehallens interne regler, at der skal være et bestemt antal livreddere og der er færre, kan politiet eksempelvis kræve tallet opfyldt og sker det ikke, kan politiet lukke svømmehallen til der er det angivne antal.

Det er udsprunget af Ordensbekendtgørelsens §14, stk. 1, hvor der står:

»For offentlige badestrande og badeanstalter skal politiet efter forhandling med kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang træffe bestemmelse om, hvilket redningsmateriel der skal være til stede, og hvilke foranstaltninger, herunder tilsyn, der i øvrigt skal iværksættes til afværgelse af fare for de badendes liv og helbred.«

Erling Madsen

 

Billedtekst – Peter_M_Nielsen/

- Når en svømmehal udlejer timer til en svømmeklub, et firma eller en kommune og aftaler, at lejeren selv skal stå for sikkerheden, så har svømmehallen ikke noget ansvar. Den skal dog sørge for, at det tekniske er i orden: Klorindholdet, at der ikke er skarpe kanter, man kan skære sig på, eller vipper der kan falde af osv., siger politidirektør Peter Møller Nielsen. (Foto: Jens-Erik Larsen).

Skrevet af Administrator