Badeassistent: Uddannelsen fremhæves som succesfuld nytænkning



Alsidigheden er med til at gøre uddannelsen stærk, og generelt er frafaldet på 6 nye uddannelser lille i forhold til anden erhvervsuddannelser

- I en svømmehal skal man faktisk kunne en hel masse ting. Det handler om liv og død, du skal være salgsminded, du skal også kende til service, budgetter og udbud, og skal du kunne lave events og spøg og skæg.

Sådan siger 35-årige Anne Katrine Tove Brix til Berlingske. Hun er én af deltagerne på den nye uddannelse til badeassistent, og på en helside bruger journalist Karine Kirkebæk uddannelsen som et eksempel på én af 6 nye uddannelser, som Region Hovedstaden de seneste 3 år har været med til at starte.

Socialdemokraten Marianne Stendel er formand for Region Hovedstadens Udvalg for fremtidens uddannelse og forskning, og hun pointerer, at det er vigtigt især at få unge i gang med en uddannelse, så de ikke havner i kategorien ufaglærte.

De 6 nye uddannelser har skabt 182 praktikpladser, og hver fjerde af eleverne havde ikke fået en uddannelse, hvis ikke de var kommet i gang med én af de nye. Frafaldet er i øvrigt blot 11,8 %, hvor de på de øvrige erhvervsuddannelser er 46 %, skriver avisen.

Anne Katrine Tove Brix arbejder i Værløse Svømmehal vest for København, og var i forvejen uddannet folkeskolelærer, danselærer og kirkesanger – og arbejdede som livredder, da Værløse Svømmehal opfordrede hende til at blive badeassistent; en uddannelse hun er færdig med til december:

- Jeg er spændt på, hvordan det bliver, når jeg er færdig. Og jeg føler helt klart, at jeg vil kunne bruge uddannelsen uden for en svømmehal på grund af eventdelen og det servicemindede, siger hun.

Og netop dét, at uddannelsen er bred og også kan suppleres med tilvalg har været vigtigt for Dansk Svømmebadsteknisk Forening, som var med til at udvikle uddannelsen.

Direktør for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, siger til Berlingske, at de nye pilotuddannelser er vigtige for at prøve af, om det er et behov for uddannelsen, og han pointerer vigtigheden af, at uddannelserne er brede, så de ikke kun kan bruges på ét område.

De øvrige 5 nye uddannelser: Banetekniker (jernbaner), klinisk tandtekniker-uddannelse, operationstekniker, sundhedsservicesekretær og Plaza Trend Assistent (salg af smykker og tilhørende oplevelser).

Skrevet af Administrator