Brug den sunde fornuft når vandcirkulationen skal beregnes



Sund fornuft kombineret med kendskab til anlægget i svømmebadet er det væsentlige. Og da anlæggene er forskellige, vil Naturstyrelsen ikke gå ind og give specifikke anvisninger.

Det er essensen af et svar til civilingeniør Jesper Poulsen fra Odense Kommune, som på DSF’s temamøde 31. oktober sidste år rejste et spørgsmål om svømmebassiner med hæve-/sænkebund:

Han ville vide, om omsætningshastigheden skal beregnes efter den aktuelle vandstand. Eksempelvis hvis bunden er hævet, så vanddybden kun er 0,30 meter, er det dette tal og ikke det maksimalt mulige, der skal beregnes efter?

Naturstyrelsen har fulgt op på sagen og styrelsen vil ikke låse sig fast på specifikke krav: Udover at anlæggene ikke er ens, vil det også risikere at blokere for nye teknologier. Og det vigtigste er, at vandkvaliteten er i orden – så en kommune skal lave en konkret afvejning af de lokale forhold, når en godkendelse skal gives:

»Det er, som du selv har påpeget i din mail, vigtigt ud fra et sundhedsmæssigt hensyn, at der sker større cirkulation, hvor vanddybden i bassinet er lavere. Hvis det vurderes, at den anvendte cirkulation i hæve-/sænkeområdet kan forsvares ud fra et teknisk og hygiejnisk synspunkt, vil cirkulationen overholde kravene i bekendtgørelsen.«, skriver fuldmægtig Rasmus Drachmann Kolding i et svar til Jesper Poulsen.

I svaret henvises desuden til afsnit 3.3.1 på side 15-17 i »Vejledning om kontrol med svømmebade« fra 2013.

 

Erling Madsen

 

Billedtekst/

Jesper Poulsen – og andre kommunale embedsmænd – skal bruge den sunde fornuft og afveje efter de lokale forhold, når de godkender et svømmebad, lyder meldingen fra Naturstyrelsen. Foto fra DSF’s temamøde i oktober. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator