Dragør: Så rykker et nyt svømmebad tættere på



- Selvfølgelig skal vi have en svømmehal i en kommune, hvor 50 % af kommunegrænsen er hav!

Sådan siger Dragørs venstreborgmester Eik Dahl Bidstrup til svommebad.dk. Og han er glad for, at fire år uden svømmehal nu nærmer sig en afslutning – eksempelvis fordi det har været utilfredsstillende, at svømmeundervisningen af skolebørn kun har kunnet foregår om sommeren i Øresund fra Dragør Søbad.

Den gamle svømmehal var for dyr at renovere, og derfor lukkede den i 2011, og siden har tankerne om et nybyggeri været på bordet nærmest konstant, men pengene har manglet:

- Dragørs økonomi har været ret dårlig, men nu er der rettet op på den og vi har fået en god økonomistyring – og vi har solgt en grund med en gammel skole på. Det har også hjulpet på økonomien, siger borgmesteren.

Undervejs har der været set på en OPP-model, så kommunen ikke skulle tage så mange penge op af lommen, men planen er på stand by, da der nu er politisk ønske om at kommunen selv betaler:

- Det er sjovere at være herre i eget hus, bemærker Eik Dahl Bidstrup.

Det nye svømmebad ventes klar inden for et par år, og første skridt er, at forvaltningen til august skal komme med et oplæg:

- Vi forventer at få et forslag, hvor vi kan se, hvad vi kan få for eksempelvis 50 millioner og for 80 millioner. Så vil det indgå i budgetprocessen, som starter til oktober, siger borgmesteren.

 

Erling Madsen

 

Billedtekst/

Dragør Søbad har de sidste fire år været eneste mulighed for skolesvømning. Men nu er et nyt svømmebad på vej. (Foto: Dragør Kommune).

Skrevet af Administrator