Opfordring fra formand: Lav regler for fotografering – og gør reglerne tydelige!


Lars Norring opfordrer svømmehallerne til at lave regler for fotografering og gøre reglerne tydelige for svømmehallens gæster.

Skal det være tilladt at fotografere i svømmehallen og omklædningsrum? Skal man spørge personalet om tilladelse, før der knipses løs? Skal det være helt forbudt at tage billeder i svømmehallen? Skal det være forbudt i det hele taget at medbringe mobiltelefoner i svømmehallen?

Lars Norring, bestyrelsesformand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, har ikke løsningen, men i et interview til DR Nyheder opfordrer han svømmehaller til – i lighed med andre ordensregler – at tage stilling til fotografering og kommunikere reglerne for fotografering klart og tydeligt til svømmehallens gæster.

 

Fotopolitikker i svømmehaller: Hvorfor de er nødvendige

I en tid, hvor alle har mobiltelefoner med kamera, og hvor kulturen – særligt blandt unge – dikterer, at alle øjeblikke skal foreviges og deles med et billede eller en video, er det vigtigt for steder med offentlig adgang at have klare fotopolitikker.

For svømmehaller er det særligt vigtigt at formulere regler for fotografering, fordi svømmehalsgæster optræder letpåklædt ved bassinerne og uden tøj i omklædningsrummene. Svømmehallen og omklædningsrummene er intime miljøer, hvor gæsterne er sårbare og nemt kan føle sig udstillede. De, der fotograferer, behøver ikke have onde hensigter, men hvis et billede eller en video deles, er det nemt for andre at misbruge materialet. Dette er vigtigt at have in mente, når svømmehallen formulerer sin fotopolitik.

Omvendt er det også vigtigt at have for øje, at mange bruger svømmehallen som et udflugtssted for familien. For dem er turen i svømmehallen forbundet med familiehygge og sjove øjeblikke, som de gerne vil have mulighed for at forevige på kamera – ligesom andre mindeværdige familiestunder, og svømmetrænere som filmer svømmerne for at finpudse teknik. Når svømmehallen skal formulere sin fotopolitik, er der altså flere forhold at tage hensyn til.

 

Kommunikation om regler for fotografering i svømmehaller

Når svømmehallen har taget stilling til fotografering og formuleret fotopolitikker, er næste skridt at formidle reglerne klart og tydeligt til svømmehallens gæster – og ansatte. De fleste svømmehaller bruger skilte og piktogrammer til at formidle fotopolitikken. Skiltene bør placeres på alle de steder, hvor badegæsterne færdes: forhallen, svømmehallen, omklædningsrummene, saunaen og så videre. Man kan ikke gå ud fra, at gæsterne bemærker det første skilt, de møder, og derfor er det ikke tilstrækkeligt med ét skilt.

Derudover er det en mulighed at instruere personalet ved billetdisken i at gøre gæsterne opmærksomme på fotoreglerne samt at beskrive fotopolitikken på svømmehallens hjemmeside – gerne på de undersider, hvor man ved, at gæsterne kommer, som eksempelvis undersiderne, der oplyser om entrépriser og åbningstider.

Endelig skal man huske at tydeliggøre fotopolitikken for svømmehallens personale, eksempelvis gennem skilte i personalerum og beskrivelser i personalehåndbøger.

 

Fotoregler i svømmebade: En gammel diskussion med mange løsninger

Allerede for 10 år siden bragte Dansk Svømmebadsteknisk Forening en artikel i medlemsmagasinet Svømmebadet (nr. 12), som omhandlede fotografering i svømmehaller. Artiklen viser, at diskussionen om fotografering i svømmebade langt fra er ny. Artiklen viser også, at der er mange tilgange til emnet.

I artiklen udtalte Christian Graugaard, daværende formand for Sex & Samfund, nemlig, at et fotoforbud i svømmehaller er unuanceret og ikke nødvendigvis skaber tryghed, fordi det bidrager til en overdreven seksualisering af menneskekroppen.

Omvendt talte Kuno Sørensen, psykolog ved Red Barnet, for et generelt fotoforbud, hvor svømmehalspersonalet kan give tilladelse til fotografering i særlige tilfælde. Hans argument for denne løsning er, at man bør være særligt påpasselig med fotografering i svømmehaller.

Udover eksperternes holdninger beskriver artiklen også forskellige tilgange til fotopolitikker i danske svømmehaller: fra totale forbud, over ordninger, hvor svømmehalspersonalet skal give tilladelse, til fulde tilladelser uden restriktioner. Nogle steder vælger de forbuddet for at være på den sikre side, og andre steder har de ingen restriktioner, da de aldrig har oplevet problemer med fotografering.

Når det kommer til fotografering i svømmehallen, er løsningerne mange, og argumenterne for og mod fotografering er alle valide. Man kan ikke tale om rigtige og forkerte løsninger. Det vigtigste er: 1) at tage stilling til fotografering og 2) at gøre fotoreglerne tydelige for gæster (og personale) i svømmehallen.

 

Se DR Nyheders indslag om fotografering i omklædningsrum.

Læs artiklen om fotografering i svømmehaller i Svømmebadet 12

Se Kildeskovshallens ordensregler for et eksempel på, hvordan en fotopolitik kan formuleres og formidles.

Skrevet af Administrator
Relaterede nyheder
Ung mand dømt for at fotografere nøgne mænd i omklædningsrummet.
Læs mere
Nakskov Idrætscenter har indført et totalt forbud mod udstyr, der kan fotografere.
Læs mere