Ærø: Fra enkelt og billigt over bøvlet til gratis



Det startede med at det skulle være enkelt og billigt. Så blev det bøvlet. Og nu kan det være, at det ender med at blive gratis for pensionister.

- Det er et forholdsvis stort antal ekstra besøgende, der skal ind, så det kan nok bedre svare sig at gøre det gratis at gå i svømmehallen! konstaterer Ærø Kommunes børne- og ungechef Jes Jørgensen overfor www.svommebad.dk

Forhistorien er, at Østersøens Idrætsefterskole lukkede i 2012, men svømmehallen blev holdt åben for skole- og klubsvømning, men kommunen ville også gerne have den åben for offentligheden.

Derfor er der i 2017-18 sat 274.000 kroner af til en lørdagsåbning klokken 10-14 som et forsøg, der skal vurderes efter halvandet år. For at holde omkostningerne nede, besluttede kommunen, at entreen på 30 kroner skal betales via MobilePay, så smartphonen vises til livredderne.

Mindst 3 millioner danskere benytter MobilePay, men i Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis blev der rejst kritik af, at kun én betalingsform var mulig og at især ældre uden mobiltelefon afskæres fra at tage børnebørnene med i svømmehallen. Og kommunen må nu investere i en kortterminal.

Det mener Jes Jørgensen er en unødvendig omkostning:

- Vi havde kalkuleret med 50 brugere per lørdag – nu skal der 20-30 ekstra ind om måneden for at betale kortterminalen. Derfor overvejer vi at gøre det gratis for pensionister, siger han.

Ved premieren lørdag 7. januar kom der 26 badegæster, men det hører med at det var isslag denne dag og det har givet holdt mange hjemme.

Ærø i det sydfynske øhav er på 88 km2 og har omkring 4.000 indbyggere; primært i de to større byer Marstal og Ærøskøbing. I forvejen er det gratis at køre i bus på øen, fordi billetindtægterne bliver ædt op af omkostninger. Og det er denne model, som kan blive overført til svømmehallen.

Ærøs slogan er »alt er vand ved siden af«, og det socialdemokratiske medlem af kommunalbestyrelsen, Inga Blom Thomas, har til fyens.dk sagt om en genåbning af svømmehallen, der er øens eneste:

- Når vi brander os på, at alt er vand ved siden af Ærø, skal det jo hænge sammen. Med den geografiske placering som Ærø har, er det sindsoprivende vigtigt, at vores børn og borgere lærer at svømme og vedligeholder deres svømmekundskaber.

Erling Madsen (erling.madsen@ajourpress.dk)

Billedtekst/

»Alt er vand ved siden af Ærø« - og en lokalpolitiker mener derfor, at det forpligter, så borgerne skal have mulighed for at komme i svømmehallen. (Kort: Google Maps).

Skrevet af Administrator