Køge: Svømmetilbud ender som maveplasker



Skolerne siger nej til at lade svømmeklub overtage undervisningen – men der åbnes en mulighed for alligevel at samarbejde

»Svømmetilbud ender som maveplasker«, lyder overskriften i Dagbladet Køge, som fortæller om et forslag om at lade Køge Svømmeklub overtage skolernes svømmeundervisning.

Det var tænkt som et pilotprojekt med særlig fokus på kvaliteten af undervisningen som en udløber af skolereformen:

- Vi var godt klar over, at lærerne ikke synes, det var en god idé at overlade svømmeundervisningen til Køge Svømmeklub, fordi de selv mister timer på den konto, men forslaget har været i høring hos ledere og skolebestyrelser, som også har været skeptiske over for ideen, siger Helle Poulsen, Venstre, som er formand for Skoleudvalget.

Oprindelig havde svømmeklubben tilbudt at overtage al undervisningen, men det blev for dyrt, og forvaltningen indstillede derfor, at politikerne godkendte en reduceret udgave, hvor kun 8 skoler var med. Denne løsning ville koste kommunen 650.000 kroner.

Ifølge avisen skyldes skolernes afvisning bl.a. at kravene om sammenhæng i undervisningen ikke kan opfyldes, når det ikke er lærere, som står for undervisningen.

- To til tre af skolerne har været positive over for projektet, og dem vil vi selvfølgelig støtte, så de med hjælp fra forvaltningen kan springe ud i et samarbejde med Køge Svømmeklub. Der blive med andre ord tale om en slags fritvalgsordning, siger Helle Poulsen til Dagbladet

 

Erling Madsen

 

Billedtekst/

Køge Svømmeland – skolesvømningen er lukket for svømmeklubben, det er fortsat skolelærerne, som skal undervise. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator