I november 2016 drog en gruppe engagerede medlemmer af Danske Svømmebade til Lyon for at besøge messen Piscines Global 2016.
Med afrejse fra hhv. København og Billund, var det hyggeligt at mødes i lufthavnen i Paris for derfra at tage det hurtigtkørende TGV-tog til Lyon, og vores hotel i nærheden af stationen.
Messen
Onsdagen var dedikeret til besøg på den store messe, der med 596 udstillere og 18.527 besøgende var lidt større end vores egen SportsFair. Messen kritiseres ofte af de danske besøgende for især to ting: dels at der er rigtigt mange udstillere, der primært retter sig mod private, og som derfor ikke er interessante for medlemmer af Danske Svømmebade og dels at mange udstillere ikke er så internationale at deres personale og markedsføringsmateriale findes på andre sprog end fransk.
Det sidste fik vi dog en god forklaring på, da vi mødtes med messens direktør midt på eftermiddagen: hun forklarede nemlig, at mange af de franske producenter udelukkende producerer til det franske marked, og derfor er deres fokus slet ikke på udlandet. Hun beklagede naturligvis af hensyn til gæsteoplevelsen, men understregede at de udstillere, der ikke taler andet end fransk alligevel ikke vil være interesserede i at eksportere.
Og selv om der også i 2016 var mange privatorienterede udstillere, var afdelingen med de offentlige bade bestemt ikke hverken lille eller uanselig, og der var bred enighed i gruppen om at der var interessante stande at besøge og se nærmere på.
Piscine Tony Bertrand
Torsdag formiddag skulle vi besøge Friluftsbadet Tony Bertrand, der med sin placering ned til Rhônen ligger ualmindeligt smukt placeret. Vi havde et møde med Direktøren for Kultur i Lyon, men han meldte afbud, og vi havde i stedet fornøjelsen af at blive vist rundt af den tekniske chef, Jerôme, der var ualmindeligt passioneret omkring sit svømmebad.
Tony Bertrand er opført i 1968 i håb om at Lyon ville blive OL-by, men det lykkedes ikke og legene gik i stedet til den nærliggende Grenoble. Svømmebadet er renoveret og ombygget i 2013-2014, hvor man udnyttede badets naturlige inddeling i en nord- og sydlig del, så man ikke behøvede at lukke helt.
Tony Bertrand er et af 9 offentlige svømmebade i Lyon (knap 3 mio. indbyggere), og da der om sommeren er meget lang kø for at komme ind, gør man en stor indsats for at sende publikum til de andre svømmebade i byen.