Mindst 13 kommuner har sparet svømmeundervisningen væk



Dansk Svømmebadsteknisk Forening råber vagt i gevær: Det går ud over børns sikkerhed og kan betyde forringelser for de øvrige gæster i landets svømmebade.

- Vi ser det som et stort problem, at svømmeundervisningen spares væk: Sikkerhedsmæssigt er det særdeles uheldigt, at børn ikke lærer at svømme – og det kan blive dyrt for svømmebadene og betyde forringelser for de øvrige gæster, siger formanden for Dansk Svømmebadsteknisk Forening, Carsten Larsen.

En undersøgelse, som magasinet Svømmebadet har foretaget, viser, at mindst 13 kommuner har sparet svømmeundervisningen væk eller reduceret den. Det viser sig at være et kludetæppe af besparelser: Nogle steder spares transporten væk, andre steder skæres ned til få ugers eller måneders undervisning og der er skoler, som slet ikke tilbyder undervisning i svømmebad eller kun tilbyder det i 3. klasse, ligesom svømmehaller lukkes.

Det paradoksale er, at i læseplanen Fælles Mål står, at børnene skal »kende til bjærgning og livredning - kende metoder til at sikre sig selv i vand.«. Men samtidig har kommunerne ikke pligt til at tilbyde svømmeundervisning i vand!

- Det er vanskeligt at få til at hænge sammen: det ka’ kun blive tørsvømning. Og det er jo urealistisk! lyder det fra svømmelærer og formand for Dansk Skoleidræt Lene Mygenfordt, som er bekymret over, at mange børn slet ikke lærer at svømme.

Bekymringen gælder ikke mindst sikkerheden, fordi Danmark er ét af de lande med mest kystlinje, og børn i dag møder swimmingpool og vandlande på ferie og i fritiden.

For svømmebadene - og dermed de øvrige badende – kan det få konsekvenser, at undervisningen er sparet væk, ligesom Dansk Svømmebadsteknisk Forening frygter, at kommuner, som i første omgang har sparet transporten væk, i næste omgang sparer tilskuddet til svømmebadet væk.

Teknikken er omfattende i et svømmebad, og det koster stort set det samme at holde et svømmebad i gang uanset om der er ingen eller mange i vandet. Disse driftsomkostninger vil altså være der, selv om skole-undervisningen skæres væk. Men de manglende indtægter kan føre til nedskæringer, og så er der kun ét sted at spare: at fyre medarbejdere, hvilket igen vil føre til eksempelvis kortere åbningstider, så det også kommer til at berøre de øvrige brugere.

Carsten Larsen hæfter sig også ved, at regeringen har stor fokus på befolkningens sundhed, og i dét lys vil nedskæringen også få konsekvenser. Men undervisningsminister Tina Nedergaard, Venstre, melder hus forbi:

- Jeg forholder mig ikke til konkret prioritering i kommunerne. Det er de enkelte skole- og kommunal-bestyrelser, der afgør, hvordan svømmeundervisningen skal foregå, siger hun, og vil derfor heller ikke kommentere, hvordan kommunernes nedskæringer harmonerer med regeringens sundhedsfokus.

 

Skrevet af Administrator