Næstved: Dropper OPP og vil selv bygge supersvømmehal


Herlufsholm Svømmehal – ét af de 3 steder, som nedlægges, hvis Næstved Kommune bygger en supersvømmehal. (Foto: HG Idrætscenter).

Næstved Kommune står med en situation, mange af landets kommuner står med: Skal eksisterende – og ofte nedslidte og forældede – svømmebade renoveres? Eller skal der bygges nyt og tidssvarende? 

I kroner og ører handler det ifølge en rapport fra Cowi om enten at renoverede kommunens 3 eksisterende svømmebade for 127 millioner kroner over de kommende 10 år eller at bygge et nyt svømmebad til 152 millioner kroner.

Står det til den socialdemokratiske borgmester Carsten Rasmussen – og et bredt flertal på det seneste budgetseminar – så stemmes der på tirsdag 18. september ja til nybyggeri. 

Udskudt på grund af valget

Næstved Kommune har arbejdet med planerne siden 2009 og var indtil efteråret 2017 indstillet på at finde en ekstern partner til at bygge og drive svømmebadet som et OPP-projekt. Men der var kun ét firma, som bød på opgaven, og kommunen fandt ikke at firmaets økonomi var solid nok til opgaven. 

Derfor blev en beslutning udskudt til efter kommunalvalget i november sidste år, så svømmebadet ikke blev et tema i valgkampen. 

Water & Wellness Randers er forbillede

Men nu er politikerne klar – og kommunen vil selv opføre og drive svømmebadet:

- Det er klart, at vi ikke får noget nyt Lalandia til Næstved, men vi har penge nok til at opføre en moderne svømmehal med legeland og mindre vandland, siger borgmester Carsten Rasmussen til dagbladet Sjællandske. 

Helst havde borgmesteren set, at der kunne bygges et vandkulturhus med Water & Wellness Randers som forbillede, men han tror ikke det er muligt for 152 millioner kroner, så han kalder det i stedet ifølge Dagbladet for »en supersvømmehal«.

Der er ikke sat nogen tidsramme på endnu, men vedtages forslaget, betyder det, at Næstved Svømmehal, Herlufsholm Svømmehal og varmtvandsbassinet i Birkebjergcentret nedlægges.Erling Madsen

 

Billedtekst/

Herlufsholm Svømmehal – ét af de 3 steder, som nedlægges, hvis Næstved Kommune bygger en supersvømmehal. (Foto: HG Idrætscenter).

Skrevet af Administrator