Nyttig sidegevinst: Giver adgang til andre uddannelser



Og så får arbejdspladserne mere kompetent arbejdskraft og medarbejderne bliver dygtigere, fremhæver uddannelseschef Michael Jensen, CPH West

- Arbejdspladserne får mere kompetent arbejdskraft, og som medarbejdere bliver man dygtigere og får en egentlig uddannelse med et eksamensbevis. Sidstnævnte sikrer større mulighed for et godt arbejdsliv og fastholdelse på arbejdsmarkedet.

Ordene kommer fra uddannelseschef Michael Jensen fra CPH West, der er blevet interviewet af Frederiksborg Amts Avis om badeassistentuddannelsen.

Han fortæller, at uddannelsen griber fat i og opkvalificerer mennesker, som arbejder i et job, der mangler uddannelse i.

Derudover peger han på en særdeles nyttig sidegevinst:

- De nye individuelle erhvervsuddannelser benytter sig af eksisterende fag fra andre uddannelser, og skulle man hen ad vejen få lyst til at lave noget andet og tage en af de mere kendte, eksisterende uddannelser, har man allerede nogle af fagene og kan lettere få sådan en uddannelse.

Badeassistentuddannelsen er i lighed med andre individuelle erhvervsuddannelser skræddersyet til jobbet – og det er blandt andet sket ved at plukke i en del af de fag, der i forvejen undervises i på erhvervsskolerne.

Udover badeassistent er der uddannelser til banetekniker, klinisk tandteknikerassistent, operationstekniker, plaza trend assistent og sundhedsservicesekretær – og de seks uddannelser har tilsammen skabt 270 praktikpladser.

Skrevet af Administrator