PRM: Danskerne flokkes til svømmehallen



PRESSEMEDDELELSE: Over 34 millioner badegæster besøgte de danske svømmehaller i 2018. Det viser ny undersøgelse fra Dansk Svømmebadsteknisk Forening.

Danskerne er vilde med at gå i svømmehallen.

Det er én af hovedkonklusionerne i en ny undersøgelse foretaget af Dansk Svømmebadsteknisk Forening, hvori det fremgår, at de danske svømmehaller havde 34.5 millioner badegæster i 2018.

Undersøgelsen er foretaget med henblik på at tegne et samlet billede af, hvor mange besøgende de danske svømmehaller har. Et sådant billede har svømmebadsbranchen aldrig rådet over tidligere, og derfor har det været vigtigt for DSF at skabe klarhed over området.

Foreningen vil gerne sætte fokus på den store betydning, svømmebadene har for samfundet som både motions- og sundhedstilbud.

Det har derfor været et sekundært mål med undersøgelsen at kortlægge, hvilke typer gæster der besøger svømmebadene. Til det formål har DSF opdelt gæsterne i tre forskellige kategorier.

Undersøgelsen viser, at de ”offentlige gæster” - altså gæster, der kommer til svømmehallen uden for organiseringer som klubber, foreninger og skoler – udgør hele 67 % af det samlede besøgsantal.

Formand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening, Lars Norring, udtaler:
”Vi har længe ønsket et samlet, nationalt billede af, hvor mange besøgende de danske svømmehaller har. Med 34.5 millioner gæster vidner undersøgelsen om, at danskerne er vilde med at gå i svømmehallen, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for.”


”Derudover viser undersøgelsen, at de offentlige gæster er den langt største besøgsgruppe. Det er i vores øjne yderst relevant i forhold til, hvordan vi skal tilrettelægge vores svømmetilbud, og hvordan vi skal servicere vores gæster i fremtiden,” lyder det fra formanden. 

Fakta om undersøgelsen
I perioden november 2018 til marts 2019 har DSF gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 344 svømmeanlæg i hele Danmark. I undersøgelsen er der blevet lagt vægt på parametre som anlægs- og gæstetype.


Undersøgelsen viser, hvilke typer gæster der oftest frekventerer badeanlæggene, mens den samtidig giver et estimat af det samlede besøgstal. Det illustreres blandt andet i rapporten i form af en række diagrammer og tabeller, hvori spredningen med hensyn til anlægs- og gæstetype fremgår.

Se hele undersøgelsen her.

Yderligere information
Formand Lars Norring: 22 21 00 04
DSF-sekretariatet: 43 52 43 53

Skrevet af Administrator