Sæbys flotte visitkort på 15 sider



Det startede med at Frederikshavn Kommune godt ville have nogle stikord om, hvad Sæby Svømmebad går og laver og hvad der skal ske i den nærmeste fremtid:

- Men vi ville gerne gøre mere ud af det og selv bruge det til noget. Vi gjorde også noget ud af designet, så politikerne ikke kan lade være med at åbne den – og vi viser, hvad vi gør for kommunen, så de ikke glemmer det, lyder direktør Jeppe Jacobsens forklaring på at stikordene voksede til en 15 sider virksomhedsplan.

Med inspiration fra erhvervslivet tegnes i ord og ikke mindst billeder et portræt af svømmebadet: Organisation, de fysiske rammer, mål og opfølgning samt fremtidsplaner de kommende fem år.

Færre børn og flere ældre kræver nye aktiviteter

Svømmebadet venter, at der fortsat vil være behov for at lære at svømme, der vil komme flere motions- og konkurrencesvømmere og være øget behov for genoptræning. Skolesvømningen i en kommune med 120 kilometer kyst vægtes også højt – ikke mindst fordi den er ramt af kommunale besparelser, hvor svømmebadet i stedet vil prøve at tilbyde undervisning på tidspunkter, der passer skolen.

Faldende børnetal og voksende antal ældre gør, at aktiviteterne skal nytænkes. For at medvirke til at ældre får bevæget sig mere, arbejdes med hold som Vandskræk, Start to Swim 60+ og Seniorwellness.

Derfor mener Sæby Svømmebad, at det er vigtigt at samarbejde tæt med kommunen om tilbud.

Det er også planen at lave en årlig brugerundersøgelse digitalt, bl.a. ved at der er adgang til at udfylde spørgeskemaet i svømmebadets café.

 

Tager sig af naboerne

Svømmebadet er nabo til kommunens bibliotek, musikskole og kulturhus, og hér er indledt et utraditionelt samarbejde: Svømmebadet står for service og rengøring, samt booking af kulturhuset og leverer eksempelvis forplejning til møder i kulturhuset og da teknikerne er på vagt i svømmebadet fra klokken 6 til 21, kan de hurtigt assistere de to andre steder, hvis der er brug for det.

Det giver bedre udnyttelse af medarbejderne, ekstra indtægt og bedre service. Og efter aftalen med kommunen er lavet, er udlejningen af kulturhuset øget med op mod 1.000 timer

Den øgede udlejning skyldes at svømmebadet ikke holder ferier og derfor lukker kulturhuset heller ikke længere. Det betyder, at månederne december, maj- juni -juli nu også kan lejes. 

Læs virksomhedsplanen her

 

Erling Madsen 

 

Billedtekst

Sæby Svømmebad samarbejder tæt sammen med de kommunale naboer – det betyder øgede åbningstider og bedre service i kulturhuset, musikskolen og biblioteket. (Foto: Sæby Svømmebad).

Skrevet af Administrator