Dårligt vejr godt for svømmebadene



Statistikken nåede lige akkurat ikke at blive ødelagt takket være Bornholm – og masser af svømmebade landet over fik ekstra besøg i juli.
Tirsdag 25. juli meldte meteorologerne fra DMI ud, at for første gang i 38 år var der udsigt til, at juli ville ende uden en eneste sommerdag, som defineres ved at temperaturen er over 25 grader blot et enkelt sted i landet.
Men søndag 30. juli aflyste DMI spådommen, da der denne dag blev målt 26,4 grader ved Hammer Odde på Bornholm.
Så statistikken blev ikke ødelagt – men det ligger fast, at vejret ikke ligefrem var sommerligt i juli og det havde mange svømmebade stor glæde af.

Rønne måtte stoppe tilgangen
På trods af den varme måling på Bornholm, så var øen præget af den manglende sommer, hvilket fik den Rønne Svømmehal – som genåbnede 15. juli efter en næsten færdig renovering - til at forlænge åbningstiden torsdag 27. juli: Normalt er der åbent kl. 6-9 for motionssvømmere og igen kl. 15-20, men åbningen blev udvidet fra kl. 9-20:
- Da interessen for at komme i svømmehallen er så stor, har vi besluttet at efterkomme ønsket og holde åbent hele dagen, fortalte den daglige leder Samantha Högstedt-Madsen, til Bornholms Tidende.
Hun siger efterfølgende til www.svommebad.dk:
- Tilstrømningen var så stor, at vores kloranlæg ikke kunne følge med, så i tre omgange måtte vi lukke for adgangen i en halv time.

Frederiksberg glæder sig
- Vi er glade for det dårlige sommervej. Selv om der er to svømmehaller på Frederiksberg, har vi haft et plus på 300 gæster, hvor vi havde ventet et fald, siger lederen af Frederiksberg Svømmehal Lene T. Jepsen.
Når det var ventet et fald, skyldes det, at 22. juni åbnede Danmarks nyeste svømmebad, Water & Wellness Flintholm på Frederiksberg og det har givet haft nyhedens interesse og flyttet gæster fra den gamle svømmehal.

Fredericia melder om, at der er penge i dårligt vejr
Også i Fredericia Idrætscenter var der glæde over det dårlige vejr, som gav 2.000 badegæster i uge 27 og 3.000 i uge 28:
- Når det er dårligt vejr, har vi travlt. Så vælger folk os i stedet for stranden, så det er ret godt besøgt i år. Det gør os ikke noget, at sommeren i Danmark er lidt dårlig. Det er der penge i, fortalte Troels Eriksen, som er leder af Svøm & Fitness i idrætscentret, til Fredericia Dagblad. 

Bov efterlyser en krystalkugle
Halinspektør Knud Gert Diedrichsen fra Bov Svømmehal fortalte til JydskeVestkysten, at det dårlige vejr fik besøgstallet i vejret – men han havde også en efterlysning:
- Mit problem er bare, at jeg ikke har en krystalkugle og ikke kan se ind i fremtiden. Vi har for længe siden skullet beslutte, om vi holder ferie eller ej. Derfor holder vi faktisk ferielukket i tre uger, sagde han med ærgrelse dagen før ferielukningen.

Solrød får politisk kritik
At Solrød Svømmehal holdt sommerlukket i syv uger fra 26. juni til 13. august faldt det socialdemokratiske byrådsmedlem Claus Redder Madsen for brystet:
- Normalt giver dette ikke anledning til den store opmærksomhed, idet vi heldigvis alternativt kan benytte os af vores fantastiske strand i sommermånederne. Desværre har vejret ikke indtil nu helt vist sig fra den bedste side, og vandet i Køge Bugt har derfor ikke i år tiltrukket så mange badende som tidligere år, sagde han til Dagbladet Køge.
Han føjede til, at nabokommunerne Greve og Køge ikke havde lukket og kunne melde om et stigende antal badegæster.

Kjellerup var klar
Rundt om i landet har der været et hav af aqua camps og lignende ferieaktiviteter i landets svømmebade. Og som Midtjyllands Avis indledte en artikel 29. juni:
Den skyfrie himmel og det varme sommervejr lader vente på sig. 
»Men så er det jo godt, at der er en overdækket svømmehal med tropiske temperatur. Sådan én er der på skolen i Kjellerup, og i denne uge har den dannet ramme om Kjellerup Svømmeklubs årlige »Aqua Camp«.«

Hillerød med det sikre sommerkort
Og som livredder Kent Nielsen fra Hillerød Svømmehal i juli sagde til www.svommebad.dk om FrederiksborgCentrets uge med »Sjov og aktiv sommerferie«:
- Hvis det bliver rigtig dårligt vejr kan vi droppe udendørsaktiviteter og trække børnene ind i svømmehallen. Så vil de stadig have en god oplevelse – var de derimod i eksempelvis håndboldcamp, som måtte opgives på grund af dårligt vejr, så ville det have været en dårlig oplevelse for dem.
Og for lige at runde statistikken af: Siden DMI startede målingerne i 1874, så har der kun været tre år blandt de 143 år med juli uden sommer: 1979, 1974 og 1962. DMI kan fortælle, at sommeren i år – foreløbig – var på syv dage: Fem dage i maj og to dage i juni nåede temperaturen over 25 grader …
Erling Madsen

Billedtekst – Kent_Nielsen/
I Hillerød var svømmehallen det sikre (vejr)kort: - Hvis det bliver rigtig dårligt vejr kan vi droppe udendørsaktiviteter og trække børnene ind i svømmehallen. Så vil de stadig have en god oplevelse. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator