Stor tilslutning til Årsmødet 2017
Marts måned bød i 2017 på årsmøde i Danske Svømmebade, og vi havde i 2017 meget stor tilslutning til det spændende konferenceprogram.
Samtidig er der overvejende positive tilbagemeldinger fra udstillerne, der lagde tid og kræfter i en flot brancheudstilling.
Konferenceprogrammet
Også traditionen tro blev årsmødet indledt med et indlæg fra Miljøstyrelsen, hvor Rikke Joo Vienberg gav en status på Vejledning til godkendelse af svømmebade samt en kort introduktion til problematikken med håndtering af fækale uheld. Her har Miljøstyrelsen og Danske Svømmebade lovet hinanden at arbejde sammen på at finde en model for håndtering af uheldene, der er mere sikker for personalet i svømmebadene at arbejde med.
Thierry Boeglin fra franske Poseidon berettede efterfølgende om processen med at udarbejde EN-normer. Han sidder pt. i det normudvalg, der er ved at udarbejde en EN-norm for elektroniske druknealarmer, og et af hovedbudskaberne i hans oplæg var at det er ekstremt vigtigt også for danskerne at holde øje med de normer, der vedtages i eksempelvis Kina, da det er altid er muligt at få ophøjet en national norm til en international standard.
Som ekstra programpunkt fik Kenneth Laursen fra Cabola ordet til kort at gennemgå den ulykkelige hændelse i Slagelse Svømmehal, hvor procedurerne svigtede, og Cabolas chauffør ved et uheld pumpede syre ind i klortanken. Kenneth har efterfølgende arbejdet tæt sammen med Arbejdstilsynet for at udarbejde et system med farvekoder, der kun vanskeligt kan gå galt, så man undgår lignende oplevelser.
Jakob Færch fra Lokale- og Anlægsfonden gennemgik svømmebadets udvikling fra træningsbassin til oplevelsesinstitution, og gav undervejs mange gode pointer på anvendelsen af svømmebade - den nyeste Idan-undersøgelse viser, at svømmehallerne har svært ved at fastholde de unge mellem 13 og 15 år - også sværere end andre idrætsfaciliteter, og det kan derfor være særdeles relevant at se på hvilke tilbud i svømmeanlæggene, der kan trække de unge ind i anlægget, og fastholde dem i svømmeverdenen. Bl.a. derfor støtter LOA udvidelsen af DGI-huset i Vejle med 9 mio. Man har store forventninger til at svømmebadet, der er inddelt i tre 'temazoner' vil tiltrække rigtigt mange brugere og forskellige brugergrupper.
Trine Kvarning fra Svømmestadion Danmark kunne supplere med den praktiske tilgang til udviklingen i svømmebadet, da man i Esbjerg har mange års erfaringer med at huse forskellige brugere i samme hus - og man har arbejdet målrettet med at skabe plads og gode forhold for alle brugere.
Torsdag
Torsdagens konference blev indledt med et internt oplæg om foreningens planer for arbejdet med projekter. Klaus Rask Petersen gav en status på arbejdet med at opbygge organisering og fastlægge rammerne for projektarbejdet, hvorefter Karin Riddermann fra sekretariatet præsenterede foreningens nyanskaffede elektroniske 'Community', hvor det er ambitionen at foreningens medlemmer kan udveksle erfaringer, dele dokumenter og komme i kontakt med ligesindede omkring konkrete problemstillinger. Systemet blev taget rigtigt godt imod, og der er store forhåbninger til funktionalitet og anvendelse. Processen fortsætter og det er målet at systemet er fuldt rullet ud inden sommerferien.
Derefter fik tilhørerne en veritabel energiindsprøjtning da René Agerholm fra Energispecialisten gennemgik de relevante tilskuds- og støtteordninger omkring energibesparelser, inden der var en kort pause til at besøge messen.
Søren Bang fra Idan havde fornøjelsen af at afslutte Svømmebadsteknisk Forenings konference med et oplæg om den facilitetsdatabase, som han er i fuld gang med at udvikle i samarbejde med SDU