Svømmeundervisningen i et dødvande



Politikerne lukker øjnene, lagt op til strid mellem svømmeklubber og lærere om undervisningen og frygt for nedskæringer og lukninger af svømmehaller

Politikerne lukker øjnene og håber på mirakler, svømmeklubberne står på spring, svømmelærerne afviser at afgive undervisningen og svømmehallerne frygter nedskæringer, der rammer alle andre gæster i en tid, hvor ikke mindst Folketinget fokuserer på befolkningens sundhed.

Denne konklusion drager magasinet Svømmebadet, der udgives af Dansk Svømmebadsteknisk Forening. Magasinet har tidligere dokumenteret, at 13 kommuner har vedtaget besparelser på svømmeundervisningen i skolerne, selv om de har pligt til at lære børnene livredning og fortrolighed med vand.

I maj udgaven af Svømmebadet kigges der på, hvordan besparelserne så udmøntes. Flere svømmehaller ønsker ikke at udtale sig, fordi der p.t. foregår forhandlinger om besparelser – og det er netop essensen i det hele:

- Hele denne diskussion har intet fagligt i sig – det handler kun om penge, siger ekstern lektor Kurt Lüders fra Syddansk Universitet, som er ved at undersøge virkningerne af besparelserne på svømmeundervisningen i skolerne.

Udover frygten for at børn ikke lærer at svømme, ser landets 600 svømmebade også et andet problem:

- Hvis kommunerne sparer tilskud til skoleelevernes brug af svømmehallen væk, må mange svømmehaller lukke eller fyre personale og skære ned på åbningstiden, så det går ud over almindelige borgere og svømmeklubber, konstaterer formanden for Dansk Svømmebadsteknisk Forening, Carsten Larsen.

Samtidig er der lagt op til slagsmål mellem svømmeklubberne og idrætslærerne, fordi flere svømmeklubber står på spring for at overtage undervisningen og nogle kommuner håber, at det vil være gratis eller billigere:

- De skal ikke på nogen måde overtage – det er vores område, lyder det klart og tydeligt fra formanden for Dansk Idrætslærerforening Trine Lausen Lund, som bestemt ikke synes det er en god idé at flytte jobbene fra et overenskomstdækket område til klubberne.

Omvendt ser klubberne nogle muligheder i at overtage skolelærernes undervisning, fordi svømmetrænerne i dag typisk er deltidsansatte:

- Så kan det blive et fuldtidsjob eller noget der ligner, og det vil være en styrke ude i svømmeklubberne. Jeg tror på, at vi på den måde kan højne kvaliteten i klubberne og i skolesvømningen, siger Dansk Svømme-unions udviklingschef Morten Kjær, som tilføjer, at det vil koste kommunerne penge, og at de ikke skal tro, at de kan spare en masse penge.

Skrevet af Administrator