Them: 7 millioner gemte kroner voksede til 19 synlige millioner


Halinspektør Allan Bendix foran tilbygningen, der skal rumme wellness og børneeventyrvandland. Den bygges i forlængelse af svømmehallen. (Foto: Erling Madsen).

- At vi bruger 7 millioner kroner i kælderen kan gæsterne jo ikke se!

 

Med et smil kommer replikken fra halinspektør Allan Bendix, som er ansvarlig for svømmehallen i den selvejende institution Them Hallerne i Them med 2.256 indbyggere mellem Silkeborg og Horsens.

 

Derfor blev det besluttet i stedet at bruge op mod 19 millioner kroner i stedet, så der den 12. april inviteres til indvielse af en tilbygning på 200 m2 med et børneeventyrvandland og et wellnessområde.

 

200 m2 til wellness og børn

De 7 millioner kroner var prisen for et nyt vandbehandlingsanlæg, så svømmebadet kunne leve op til 2017-kravene. Men selv om centrets økonomi er god, var der ingen banker eller kreditforeninger, som ville låne til anlægget, der betragtes som driftsudstyr. Silkeborg Kommune endte derfor med at give centret pengene som et tilskud.

 

Bedre gik det med finansieringen af tilbygningen, som bl.a. kommer til at rumme et forstøbt børneeventyrland med soppebassin, grotter, springvand og rutsjebane.

 

Wellnessdelen får bl.a. en sauna på 25 m2 med udsigt over markerne, et 14 personers spabad, et koldtvandskar, og et afslapningsområde med stole, hvorfra forældrene kan holde øje med børnene i eventyrlandet.

 

Fokus på børnefamilier

Af centrets cirka 300.000 årlige besøgende er de 60.-70.000 »kun« badegæster, og de får et opdateret svømmebad. Men ifølge Allan Bendix er håbet også, at det vil tiltrække endnu flere børnefamilier fra et stort opland, fordi han synes, at der mangler aktiviteter for børnefamilier i Midtjylland.

 

- Og jeg glæder mig som et lille barn til den 12. april, når vi åbner dørene! siger han begejstret.

 

Erling Madsen

Skrevet af Administrator