Water & Wellness Flintholm skal drives af ny operatør



Gribskov Gruppen A/S og Frederiksberg Kommune har besluttet at afvikle samarbejdet om Water & Wellness Flintholm.

Af Casper Holm

For to år siden åbnede Water & Wellness Flintholm dørene til en helt ny svømmehal på Bernhard Bangs Allé i Frederiksberg. 

Indtil nu har svømmehallen været et offentligt-privat samarbejde (OPS) mellem Frederiksberg Kommune og Gribskov Gruppen, men sådan skal det ikke være for fremtiden.  

Tidligere på ugen meddelte Gribskov Gruppen nemlig, at de ønsker at afvikle samarbejdet, da det ikke har været muligt at drive svømmehallen uden økonomisk tab.

Mandag aften godkendte Magistraten en aftale om afvikling af samarbejdet, der betyder, at Gribskov Gruppen driver svømmehallen som hidtil frem til 1. juli 2020. Herefter skal der findes en anden løsning.

- Aftalen sikrer, at svømmehallens mange brugere ikke vil opleve ændringer her og nu. Samtidig giver den os tid til at tænke alle muligheder godt igennem, så vi kan finde ud af, hvordan vi viderefører Flintholm Svømmehal bedst muligt, siger borgmester Simon Aggesen (K) i en pressemeddelelse.

En ærgerlig situation
Frederiksberg Kommune vil i den nærmeste fremtid arbejde for at afdække mulige modeller for den videre drift af Flintholm Svømmehal efter 1. juli 2020.

Hos Gribskov Gruppen er man naturligvis ærgerlige over, at det ikke er lykkes at drifte svømmehallen på en økonomisk rentabel måde. Det fortæller bestyrelsesformand, Mogens Jørgensen, i en pressemeddelelse. 

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at det ikke kunne lykkes for os at etablere en økonomisk fornuftig drift af Flintholm Svømmehal. Men vi er glade for den svømmehal, vi har bygget til Frederiksberg Kommune og den modtagelse den har fået af kommunens borgere.

- Når det ikke kunne være anderledes, er vi glade for at svømmehallen fortsætter i nyt regi til gavn for borgerne på Frederiksberg og ikke mindst vores engagerede medarbejdere, fortæller bestyrelsesformanden.

Kommunalbestyrelsen i Frederiksberg påbegynder efter sommerferien forhandlinger vedrørende en ny model for den videre drift af Water & Wellness Flintholm.

Skrevet af Administrator