Torsdag den 25. august samlede vi omkring 30 personer til et fagligt tungt ERFA-møde i Water og Wellness Randers.
Det var en fantastisk smuk dag med høj sol og endnu højere temperaturer, hvilket gav sig udslag i en del temmelig svedige deltagere.
Dagens indlæg var alle særdeles informative – formiddagen koncentrerede sig om en præsentation af det store hus, der både rummer 50-meter bassin, stort varmtvandsbassin og badeland i stueetagen, mens førstesalen har et stort og lækkert fitnesslokale og en meget smuk wellness-afdeling, med udgang til en fantastisk fin wellness- og saunahave.
Vi fik også en præsentation af de tekniske anlæg ved Liqtech, der har leveret membranfiltre til hele anlægget.
Efter en rundvisning i huset og en dejlig frokost, gik vi over til at høre mere generelt om stålbassiner, energioptimering og hvilke overvejelser man bør gøre sig ved valg af bassintype.
Thorbjørn Fansti fra Steel Pool i Sverige præsenterede deres fuldsvejste stålbassiner, som på grund af de meget lave vedligeholdelsesomkostninger hurtigt bliver en bedre forretning end de betonkonstruktioner, som vi traditionelt har været glade for her i Danmark.
Per Jakobsen fra Sweco gav derefter en lynintroduktion til, hvordan man uden at lave forringelser for hverken gæster eller personale kan spare helt op til 20 % på energiomkostningerne i et svømmeanlæg. Det handler om fokus og kontrol med, hvad energien bruges til.
Lene Bach fra Processing Danmark sluttede dagen af med en meget informativ gennemgang af forskellene på fire forskellige bassintyper – budskabet i Lenes oplæg var, at man ikke kan give et endegyldigt svar på, hvilken bassintype, der er den bedste. Det afhænger af det enkelte projekt og ofte også af bygherrens temperament og ønsker. Til gengæld kan man altid sige, at det er afgørende for projektets succes, at man benytter fagfolk, der ved, hvad de laver, når der skal bygges eller renoveres et svømmebassin.
Du kan læse mere om de enkelte indlæg i Svømmebadet nr. 46, der udkommer primo december 2016.
En del af deltagerne havde været så forudseende at medbringe badetøj, så dagen blev afsluttet med netværk og hygge i den lækre saunahave inden turen gik hjemover.