- Man er aldrig for gammel til at lære noget nyt



Selv om fødselsattesten siger 50 år, er det ikke for sent at vende tilbage til skolebænken. I 2017 begyndte Allan Hermansen på svømmebadsassistentuddannelsen, og det har han ikke fortrudt et eneste øjeblik.

Af Casper Holm  

Det er aldrig for sent at lære noget nyt. I hvert fald ikke, hvis du spørger Allan Hermansen.  

Allan er 50 år gammel og arbejder som livredder i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. I efteråret 2017 startede han sammen med en kollega på badeassistentuddannelsen på Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød.

Egentlig har Allan en baggrund som håndværker, men en skulderskade gjorde for år tilbage, at han måtte skifte spor. I sine unge dage har han været konkurrencesvømmer, og derfor var det oplagt for ham at søge mod bassinkanten som livredder.  

Her er han blevet lige siden. I mellemtiden har han blandt andet arbejdet som bademester i Ulfborg, og i dag er han altså at finde i Svømmestadion Danmark i Esbjerg. Men hvad kan en garvet mand som Allan Hermansen så lære på badeassistentuddannelsen, tænker du måske?

- Jeg har virkelig taget meget med hjem. Jeg har fået genopfrisket vigtig viden om vandbehandling, lært nye ting om rengøring, og så er jeg blevet endnu dygtigere til at håndtere konfliktsituationer, siger Allan og tilføjer:

- Men jeg har også lært mange andre ting. Det er aldrig for sent at lære noget nyt, så jeg er super glad for at have taget uddannelsen.

Alle burde gøre det!
Da Allan startede på uddannelsen, var han 48 år og dermed en af alderspræsidenterne på holdet. Der var folk fra alle aldersgrupper repræsenteret, og det er ifølge den nye svømmebadsassistent en af styrkerne ved uddannelsen.

Han mener nemlig, det er positivt at åbne horisonten for, hvordan andre gør tingene. Og så kan det være ligegyldigt, om man er 25 eller 50 år gammel.

- Jeg tror, det er vigtigt at komme lidt ud af sin egen andedam og åbne øjnene for, hvordan andre gør tingene. Jeg fik i hvert fald utrolig meget inspiration med hjem fra mine studiekammerater, og det har jeg været rigtig glad for.

Med de mange positive ting in mente er Allan Hermansen ikke bleg for at anbefale uddannelsen. Han vil derfor opfordre kollegaer eller nye folk i branchen til at give det et skud. Det vil de bestemt ikke fortryde.

- Jeg synes, uddannelsen burde være obligatorisk for alle livreddere, og folk der arbejder i branchen rundt omkring i landet. Den giver så meget viden og så stort et kompetenceløft, at det kun kan komme os selv og gæsterne til gode.

En fremragende lærer
Når Allan kigger tilbage på uddannelsesforløbet, er der flere forskellige ting, der går igen.

Han fremhæver blandt andet den vekslende undervisning som en styrke. Som svømmebadsassistent skal man lære mange nye ting, og derfor er uddannelsen tilrettelagt på en måde, så eleverne kommer rundt om alt fra anatomi til rengøring, kemihåndtering, sikkerhed og kommunikation.

Men i Allans beskrivelse af uddannelsesforløbet bliver han ved med at vende tilbage til et meget vigtigt punkt – læreren, Karina Jensen.

- Vi havde en helt fantastisk lærer i form af Karina. Hun var virkelig dygtig til at lære fra sig, og så var hun altid super velforberedt. Det gjorde, at vores læringskurve var stejl, og det er helt sikkert også hendes fortjeneste, at vi kom ud med så gode karakterer, som vi gjorde.

Med andre ord er Allan Hermansens vurdering af uddannelsen altså rigtig positiv:

- Det er en super god uddannelse. Vi har haft det skide sjovt med hinanden og lært en masse nye ting. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om dens berettigelse – vi har brug for mange flere svømmebadsassistenter.

Hvis du har lyst til at blive den næste svømmebadsassistent, starter der et nyt hold den 12. august. Læs meget mere om uddannelsen, tilmeldingsfrister og andre vigtige informationer lige her.   

Skrevet af Administrator
Relaterede nyheder
Bliv svømmebadsassistent: Nyt hold starter op i august
I august starter et nyt hold svømmebadsassistenter op på Erhvervsakademi Nordsjælland. Opstartsdatoen er 12. august 2019, og skolen skal have uddannelsesaftalerne senest den 1. juli.
Læs mere
DSF: Derfor er svømmebadsassistentuddannelsen vigtig for os
Uddannelsen til svømmebadsassistent er pt det eneste reelle uddannelsestilbud til unge mennesker, der ønsker at skabe sig en karriere svømmebranchen. Det er en af grundene til, at uddannelsen er så vigtig, og derfor skal vi tage hånd om den, fortæller DSF-formand, Lars Norring.
Læs mere
Lærepladserne er enige: Vi har brug for flere svømmebadsassistenter
I Esbjerg, Glostrup og Hillerød og er man enige – svømmebadsassistentuddannelsen har bevirket et markant kompetenceløft blandt svømmehallernes ansatte.
Læs mere
Younes fandt sit kald i svømmehallen

Younes Jensen El’m Rabet manglede retning i sit liv, da han for tre år siden blev sendt i jobpraktik i Glostrup Svømmehal. På bassinkanten fandt han en arbejdsglæde, han ikke havde oplevet før. I dag er han færdiguddannet svømmebadsassistent.

Læs mere