Hjertestarterdagen sætter fokus på livreddende førstehjælp


Hjertestarterdagen var en stor succes i Herning Svømmehal, som i 2019 afholdt arrangementet for første gang.

Den 16. oktober blev der trænet hjertelungeredning over hele landet, da Hjerterstarterdagen løb af stablen. Med 110 arrangementer var eventet næsten dobbelt så stort, som det var tilfældet i 2018. Det vidner ifølge Dansk Råd for Genoplivning om, at bevidstheden har ændret sig hos danskerne i forhold til netop livreddende førstehjælp.

Af Casper Holm

Der blev givet hjertemassage og trænet kunstigt åndedræt til den helt store guldmedalje, da Hjerterstarterdagen anno 2019 i onsdags blev afviklet over hele Danmark.

Med 110 arrangementer var dette års event uden sammenligning et af de mest populære af slagsen, siden dagen blev introduceret for syv år siden. 

Faktisk er de 110 arrangementer næsten en fordobling i forhold sidste år. Det fortæller Theresa Schaltz, projektmedarbejder i Dansk Råd for Genoplivning,

- Sidste år havde vi 60 arrangementer i forbindelse med Hjertestarterdagen, og i år nåede vi op på 110.  Det er skønt, at vi kan se en øget interesse, fortæller Theresa, der mener, at stigningen er udtryk for et anderledes og nyt fokus på den livreddende førstehjælp.

Tal fra Dansk Hjertestopregister viser i den forbindelse, at danskerne er blevet markant bedre til at træde til og hjælpe, når ulykken er ude.

I 2018 blev der registreret 5400 hjertestop uden for hospitalerne, og i 77 % af tilfældene er danskerne trådt til med hjertelungeredning. Det er en firdobling i forhold til i 2001.

- Tager man tallene og den øgede interesse for Hjertestarterdagen i betragtning, så vidner det om en øget bevidsthed og et større engagement for at give livreddende førstehjælp, siger Theresa Schaltz og tilføjer:

- Det vidner om, at danskerne de senere år er blevet markant bedre til at træde til, når det gælder liv og død. Det er meget glædeligt, og det er jo blandt andet derfor, vi afholder Hjertestarterdagen, så endnu flere kan blive i stand til at gøre en forskel. Så det er i høj grad et skridt i den rigtige retning.

Lær at redde liv
Herning Svømmehal var ét ud af otte svømmebade, hvor man i onsdags kunne blive undervist i livreddende førstehjælp.  

Det betød, at badegæsterne fra 12.00 til 17.00 kunne lære, hvordan man skal håndtere vanskelige situationer med en person, der ikke er ved bevidsthed.

Derudover fik gæsterne mulighed for at træne hjertelungeredning på en dukke, mens de også fik en introduktion til, hvordan man bruger en hjertestarter.

I Herning tillægger man sikkerheden stor værdi. Det betyder, at svømmebadet ønsker at være bedst muligt forberedt, når og hvis ulykken er ude. Det vil man gerne videreformidle til sine gæster, og det var en af hovedårsagerne til, at man i onsdags afviklede Hjertestarterdagen i det midtjyske.

- Det var første gang, vi afholdt Hjerterstarterdagen i Herning Svømmehal. Det gik over al forventning. Der var masser af mennesker hele dagen, og de fik alle sammen lært, hvad livreddende førstehjælp er, siger Martin Bæk Bjerrum, der var ansvarlig for arrangementet i Herning.

Den efterfølgende respons var meget positiv. Ja, faktisk var den så positiv, at Martin og kompagni er klar til at afvikle arrangementet igen i 2020.

- Folk fortalte mig, at de efter træningen følte sig klar til at træde til, hvis de i fremtiden skulle overvære en situation, der kræver livreddende førstehjælp. Det var hele formålet med dagen, og derfor er det også noget, vi kommer til at sætte på dagsordenen fremover.

Havde du ikke mulighed for at deltage i Hjertestarterdagen anno 2019, er der godt nyt. Dansk Råd for Genoplivning står sammen med de øvrige samarbejdspartnere klar til at organisere dagen igen til næste år.

Det bliver, som traditionen foreskriver, i efterårsferien den 16. oktober 2020. Har du brug for yderligere information, kan du besøge rådets hjemmeside på www.genoplivning.dk

Skrevet af Administrator