Lyngby Svømmehal lukket på grund af brand



Lyngby Svømmehal har de seneste to dage været lukket for gæster, da der tirsdag udbrød brand i en el-tavle i herrernes omklædningsrum.

Af Casper Holm

Lyngby Svømmehal har været lukket for gæster siden tirsdag den 10. september.


Her opstod der i løbet af formiddagen brand i herrernes omklædningsrum, som i første omgang betød, at 20-25 personer måtte forlade svømmehallen.

Beredskabet fra Lyngby blev tilkaldt, men da røgen og branden udviklede sig, blev der sendt bud efter forstærkninger fra Gentofte Brandstation.

Det betød, at der til sidst var over 20 brandmænd på stedet, som hurtigt fik lokaliseret røgen og slukket branden.

Ifølge beredskabschef Rasmus Storgaard fra Beredskab Øst opstod branden i en el-tavle i herrernes omklædningsrum. Men selvom der blev afgivet meget røg, betegner beredskabschefen det som en lille brand.

- Det er et meget uheldigt sted, at branden opstår, og der er meget røgudvikling. Men set med brandmandsøjne, er det en lille brand. Derfor er det stadig en ubehagelig oplevelse for brugerne, for man regner jo ikke med at komme i svømmehallen og opleve en brand, siger Rasmus Storgaard.

Sammen med Skadeservice har Lyngby-Taarbæk Kommune nu opgaven med igen at gøre svømmebadet klar til brug.

Skrevet af Administrator