Fredensborg: Våddragter i stedet for svømmehal


Bjerre Strand ved Øresund i Humlebæk – her køber Nivå Svømmeklub våddragter, så gratis »Familie Kystsvømning« kan tilbydes i sommeren 2019, mens der ventes på en svømmehal. (Foto: Erling Madsen).

 

Fredensborg Kommune i Nordsjælland er en af de få kommuner uden en svømmehal. Mens de kommunale planer om at bygge en svømmehal er udskudt, investerer Nivå Svømmeforening i stedet i våddragter.

Byrådet arbejdede i 2013 med en plan om at bygge en svømmehal til 140 millioner kroner som OPP-projekt. Dengang tog det konservative byrådsmedlem Thomas von Jessen afstand på grund af OPP:

- Selvfølgelig bør en kystkommune som vores principielt tilbyde alle skolebørn svømmeundervisning. Det er alle enige om. Det Konservative Folkeparti mener, at svømmehalsprojektet lige nu er for risikofyldt, sagde han på et vælgermøde, hvor han også kaldte svømmehallen for »Socialdemokratiets valgkanin«.

Det var planen at bygge i Nivå – hvor Socialdemokraterne, som p.t., ser ud til at stå alene med ønsket, fik 40 % af stemmerne. Og politikerne i Fredensborg skal i 2020 vurdere om en ny svømmehal skal indgå i en byfornyelse af Nivå.

Politisk er der valgt en musefældeklausul: Der er indgået et forlig om, at svømmehallen skal sendes i udbud – men det er samtidig aftalt, at partierne står frit, når buddene er på bordet.

Spørgsmålet er derfor, om der vil være firmaer, som bruger penge og tid på at komme med et bud, der kan risikere at samle støv i arkivet?

 

Gratis familiesvømning i Øresund

At der er borgere som ønsker sig en svømmehal – og at børnene lærer at svømme – ses af, at Nivå Svømmeforening er stiftet med to formål: At lære skolebørnene at svømme og at arbejde for en svømmehal i Nivå. 

De sidste tre år har foreningen stået for undervisningen af kommunens 4. klasser – i 2018 var der således 300 børn, som fik undervisning i Øresund ved Bjerre Strand og Nivå Strand. For at holde varmen i åbent vand har foreningen anskaffet våddragter til børnene – men næste år skal tilbuddet udvides:

Til sommer vil foreningen tilbyde »Familie Kystsvømning« aftener og weekender i juni og august. En donation på 116.772 kroner fra Nordea-fonden gør det muligt at anskaffe våddragter og betale instruktørlønninger, så det bliver gratis i 2019.

- Imens vi venter på svømmehallen, fortsætter vi med at tilbyde svømmeundervisning i havvand, siger foreningens formand Jesper Hartington.

Nordea-fonden har netop uddelt 29,2 millioner kroner til 65 kystaktiviteter – 208 havde søgt om penge fra fondens kystpulje. Totalt uddeles 54,5 millioner kroner til 115 kystprojekter.

Erling Madsen

Skrevet af Administrator