Der er blevet tænkt kreativt hos DGI, som under Corona-krisen har afholdt onlinekurser om alt fra babysvømning til dryland-træning.
Et regneark har været afgørende for, at Jan Lyager Knudsen og Herning Svømmehal sparer penge på deres driftsomkostninger. Foto: Colourbox
Selvom landets svømmehaller i øjeblikket er lukkede, skal der være plads til de gode historier.
En sådan historie finder vi i Herning Svømmehal, hvor den pågående Corona-krisen er blevet brugt særdeles konstruktivt.
Efter ihærdigt arbejde har svømmehallen nemlig formået at reducere sit ”normale” energiforbrug med 85% under nedlukningen.
Det hænger sammen med, at den ansvarshavende halinspektør i Herning Svømmehal, Jan Lyager Knudsen, er fascineret af, hvordan tekniske elementer spiller sammen og påvirker hinanden, ligesom han ikke ville stille sig tilfreds med at spare 40 eller 50 %, når potentialet i virkeligheden er langt større.
- Vi har i flere år nørdet med vores energiforbrug, så da krisen kom, og svømmehallerne lukkede, var det naturlig for os at gå systematisk til værks. Det har vi gjort ved at overvåge systemerne og justere til, hvor det har vist sig nødvendigt. Det har på bundlinjen givet en besparelse på 85 % af vores ”normale” driftsomkostninger, og det er vi selvfølgelig meget tilfredse med, siger han.
Store besparelser
Ved indledningsvist at følge anbefalinger fra relevante myndigheder og ved at kalibrere sit CTS-system formåede Herning Svømmehal at halvere energiforbruget i det første døgn fra 8.500 kr. om dagen ved almindelig drift til 4.200 kr. i døgnet ved nedlukningen.
Men Jan Lyager Knudsen var ikke tilfreds.
Han kontaktede energirådgiver René Agerholm fra Elite Energy Saving, og sammen begyndte de at kigge nærmere på svømmehallens ventilationsanlæg, som ofte står for 60 % af energiforbruget.
Her viste det sig hurtigt, at der var penge og energi at spare. Ventilationsanlæggene i Herning Svømmehal indblæser nemlig ventilationsluften omkring bassinerne, og det er ikke særligt hensigtsmæssigt under en nedlukning, da den varme luft forhindrer, at vandtemperaturen reduceres.
Derfor begyndte Jan Lyager Knudsen en manuel regulering og varmenedsættelse af de enkelte ventilatorer. En regulering, der betyder, at Herning Svømmehal i dag har reduceret sit daglige energiforbrug til 1.350 kr. – svarende til 15 % af normalforbruget.
- Det er meget tilfredsstillende, når ens arbejde på den måde betaler sig, siger halinspektøren, som samtidig påpeger, at en sådan energibesparelse ikke kan finde sted uden daglige opmålinger.
- Da vi ingen gæster har i øjeblikket, har der været god tid til at justere og gennemtjekke alle vores systemer. Det kunne vi ikke have gjort uden målere på alle vores enheder. De har været helt afgørende for, at vi har kunne følge udviklingen og tilpasse forskellige elementer, hvor det har været nødvendigt.
Det startede med et regneark
Det store arbejde i Herning Svømmehal begyndte for alvor, da Jan Lyager Knudsen for et års tid siden var på et kursus udbudt af Dansk Svømmebadsteknisk Forening med René Agerholm fra Elite Energy Saving som underviser.
Her understregede energirådgiveren vigtigheden af at omregne alle tænkelige parametre til den samme enhed. Da Jan kom hjem fra kurset, udviklede han derfor et regneark, der meget præcist anfører de forskellige parametre i kroner og ører.
Det betyder i praksis, at når det skal udregnes, hvor meget strøm, varme eller vand svømmehallen bruger, så omregnes kilowatt og kubikmeter til kroner og ører. På den måde kan Jan udregne, følge og dokumentere den daglige besparelse.
- Regnearket eller formlen har været ekstrem anvendelig for os. Det har betydet, at vi har kunne følge vores forbrug og derudfra vurdere, om vores justeringer har givet mening eller ej. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at det er et værktøj, andre svømmehaller også vil kunne gøre brug af.
Et kæmpe potentiale
For René Agerholm er Herning-historien et glimrende eksempel på, hvor langt man kan komme, hvis man arbejder systematisk med energibesparelser.
Der findes i den forbindelse et hav af gode muligheder for at spare på energien i et svømmebad, hvis man interesserer sig for det og nørder lidt med tingene.
- Det er fantastisk at opleve, hvordan Jan og Herning Svømmehal har reduceret sine driftsudgifter. Svømmehaller har et kæmpe potentiale for at spare på sin energi, men man kommer ikke sovende til det. Hvad Herning-eksemplet viser, er imidlertid, at det i praksis kan lade sig gøre, og det skal vi tage ved lære af, siger René Agerholm, som fremhæver to konkrete besparelsesmuligheder under nedlukningen.
Ifølge energirådgiveren kan landets svømmehaller med fordel nedjustere vandtemperaturen, da det mindsker fordampningen.
Derudover handler det om at få så lidt luft eller ventilation ind i svømmehallen som muligt, uden at man selvfølgelig beskadiger bygningen. Med andre ord handler det altså om fugtstyrring.
- Folk skal ikke være bange for at nedjustere ventilationen, så længe der ikke er gæster i svømmehallen. Man skal selvfølgelig overholde normer og standarder, men det er ikke noget problem. Når det er sagt, så varierer det meget fra svømmehal til svømmehal, hvad der giver mening. Bygninger og ventilationsanlæg er forskellige, og derfor vil det være meget individuelt, hvor meget og ved hvilken temperatur luften f.eks. skal ventileres. Men der er helt sikkert penge at spare under nedlukningen, forklarer energirådgiveren.
Penge til andre aktiviteter
Det store fokus på energibesparelser falder på mange måder i tråd med den udvikling, der sker i samfundet, hvor grøn energi og klimadagsordenen for alvor har vundet indpas.
Rigtig mange af landets kommuner agerer i henhold til FNs klimamål, og det spreder sig som ringe i vandet til resten af samfundet, fortæller René Agerholm.
- Der er ingen tvivl om, at klima og energi er kommet mere på dagsordenen. Det kan vi tydeligt mærke. Der er mange flere svømmehaller og idrætscentre, der efterspørger gode og håndgribelige løsninger.
For Jan Lyager Knudsen og Herning Svømmehal giver det også mening på andre områder. Driftsbesparelser kan nemlig bruge til at skabe mere aktivitet.
- De penge, vi sparer på driften, kan bruges til at skabe nye tilbud for vores mange gæster. De kan bruges til at udvikle vores faciliteter endnu mere, mens vi samtidig agerer klima- og energivenligt. Det giver i mine øjne rigtig god mening, siger halinspektøren fra Herning Svømmehal.
Der er blevet tænkt kreativt hos DGI, som under Corona-krisen har afholdt onlinekurser om alt fra babysvømning til dryland-træning.