I Herning Svømmehal har man reduceret sit energiforbrug med 85% under nedlukningen.
DGI Svømning har haft stor succes med onlinekurser under nedlukningen af landets svømmebade. Flere end 1000 deltagere har været med, når Henrik Hansen og kompagni har sørget for online vidensdeling. Foto: Colourbox
Selvom corona-krisen har medført lukkede idrætsfaciliteter, har der været masser af inspiration at hente for svømmeinteresserede og ansatte i landets svømmehaller.
Hos DGI Svømning har man tænkt kreativt og udbudt en række onlinekurser eller webinarer, som der har været massiv tilslutning til.
Kurserne har handlet om alt fra baby- og tumlingesvømning til dryland-træning og medlemsfastholdelse. Og med over 1000 deltagere i onlinekurserne er Henrik Hansen, idrætskonsulent hos DGI Svømning, ikke bleg for at kalde initiativet en stor succes.
- Det har været meget opløftende at opleve, hvor stor tilslutning der har været til vores onlinekurser. Det viser, at folk er villige til at lære på nye måder, og det er vi selvfølgelig rigtig glade for, siger Henrik, som gik ind i projektet med en ambition om at vende corona-krisens negative elementer til noget positivt.
Han var som mange andre træt og ærgerlig over, at de lukkede faciliteter satte al aktivitet og udvikling på standby. Derfor blev han stædig, og den stædighed har ført noget godt med sig.
- Vi gik ind til onlinekurserne med en motivation omkring, at vi godt kan inspirere og skabe udvikling, selvom det hele er lukket ned. Vi ville lave noget positivt, og det har heldigvis vist sig at ramme en masse forskellige mennesker.
Nye målgrupper
En af de positive sidegevinster ved det nye tiltag har været, at onlinekurserne har ramt en helt anden og yngre målgruppe, end DGIs svømmeuddannelser traditionelt gør.
Statistikkerne viser således, at kurserne har formået at tiltrække en stor del af de 18-24-årige, som DGI ellers kæmper med at aktivere.
Det har givet stof til eftertanke for Henrik Hansen og kompagni, som i fremtiden overvejer at gøre onlinekurserne til en fast del af DGIs inspirations- og udviklingskatalog.
- Der er ingen tvivl om, at den gode modtagelse har sat tanker i gang i forhold til, hvordan tingene skal gøres i fremtiden. De digitale løsninger har været på vej frem i flere år, men vi har måske ikke været klar over, hvor meget folk egentlig har efterspurgt dem, siger Henrik Hansen og fremhæver endnu et positivt element ved onlinekurserne.
Ifølge idrætskonsulenten har kurserne nemlig vist sig at skabe øget dialog og spørgelyst blandt deltagerne. Her fremhæver Henrik, at interaktionen mellem underviser og kursist traditionelt har været mindre på DGIs traditionelle, fysiske seminarer og kurser.
Om det hænger sammen med, at folk føler sig mere trygge bag en computerskærm og derfor springer ud i at stille flere spørgsmål, vil Henrik ikke spå om. Men positivt – det er det i hvert fald.
- Når vi holder fysiske seminarer, er snakken slet ikke så vidtgående som på vores onlinekurser. Det fordrer en anderledes form for kommunikation, når flere stiller sig selv til rådighed, og det skaber i sidste ende udvikling. Det har vi været meget overraskede over, siger Henrik Hansen.
Inspiration og nytænkning
Men hvad er det så, der fungerer så godt på onlinekurserne?
For Jens Bertelsen, sportschef i Ikast Svømmeklub, handler det i høj grad om tilgængelighed. Han har kunne tilgå ny viden fra sin PC på en overskuelig og let måde, der ikke har krævet, at han skulle bruge tid på transport.
- DGIs onlinekurser har været et stort hit. De har formået at samle en masse mennesker, som normalt ikke kunne samles til et fysisk møde. Det hænger i mine øjne sammen med, at mediet er så tilgængeligt, som det er.
Derudover har Jens Bertelsen rent fagligt haft behov for at søge inspiration og ny viden.
- Kurserne har givet mig masser af inspiration i en tid, hvor det ikke har været muligt at stå på bassinkanten. Det skal DGI have stor cadeau for, lyder det fra sportschefen.
DGI Svømning fortsætter ufortrødent arbejdet med at levere onlinekurser i den kommende fremtid. Kurserne er gratis, foregår over Skype for Business og annonceres på DGI Svømnings Facebookside.
I Herning Svømmehal har man reduceret sit energiforbrug med 85% under nedlukningen.