Bliv mester i nudging



Hvordan får vi folk til at forstå, at mobiltelefoner ikke hører til i svømmebadet? 

Træng igennem med dine budskaber - helt uden dine gæster opdager det

Vil du lære at mestre nudgingens principper, så har du lige nu muligheden for at komme med på kursus i nudging og adfærdsdesign. Kurset er til dig, der ønsker at forstå, hvordan du kan påvirke gæsternes adfærd med indretning, lyde og symboler.

Kurset afholdes d. 5. november 2020 i Kolding.

Her vil underviser Nis Kjær fra Joblife fortæller om:

   - Hvorfor mennesker træffer irrationelle beslutninger.

   - Hvad der former menneskelige valg.

   - Hvordan du kan designe dine omgivelserne, så folk opfører sig på en bestemt måde.

Hvornår: 5.november

Hvor: Trekantsområdet

Tilmeldingsfrist: 4. oktober

Træng igennem med dine budskaber - helt uden dine gæster opdager det

Der skal en holdningsændring til

Når kampagner, forbudsskilte og henstillinger fra livredderne ikke er nok, hvordan får vi så folk til at forstå, at mobiltelefonen skal blive i lommen? Mange ser mobiltelefonen, som deres forlængede arm, forklarer en psykolog, men det kan lade sige gøre at få mobilerne ud af svømmebadet. I Københavns Kommune har de netop iværksat en række tiltag med god effekt.

Af Anita Leth Jensen, Dansk Svømmebadsteknisk Forening

Det klassiske skilt med en mobiltelefon med en rød streg over hænger i mange svømmehaller, for siden udbredelsen af kameratelefoner og smartphones har det været forbudt at have telefonen fremme i langt de fleste svømmehaller. Grunden er nok åbenlys for de fleste, for mobiltelefoner og iPads indeholder kamera, der nemt og ubemærket kan knipse private billeder, der lige så nemt ender med at cirkulere på nettet eller i de forkerte hænder.

Man kan derfor undre sig over, at der stadig er så mange, der har mobilerne fremme i svømmehallen og i omklædningsrummene. På trods af forbudsskilte oplever mange svømmehaller nemlig, at særligt forældrene til mindre børn ikke respekterer skiltene og stadig sidder med mobilerne fremme. Men det er der en særlig grund til, forklarer Bent Berthold Schultz, der er arbejds- og organisationspsykolog ved Joblife.

- Vi er meget afhængige af vores mobiltelefon, og de fleste af os bruger den både til underholdning, afslapning og arbejde, så den er svær at lægge fra sig. Mobilen fungerer som vores forlængede arm, og vi kan nærmest gå lidt i panik, hvis vi har glemt den. Helt paniske kan vi næsten blive, når vi sidder i en ventesituation, som f.eks. når børnene svømmer i svømmehallen, og vi ikke kan fordrive tiden med mobilen.

I Københavns Kommune kender man også godt til de mobilglade brugere, som ikke nødvendigvis tænker over, at de gør noget forkert. Men reglerne er lavet for at beskytte både børn og de øvrige gæster i svømmebadet, fortæller sektionsleder i Københavns Kommune, Steve Martinussen.

- Vi oplever, at det ofte er forældrene, der har mobilerne fremme. De tænker ikke over, at de gør noget forkert, for de er måske bare ved at sende en sms eller læse en arbejdsmail. Men reglerne er helt klare, mobiltelefonerne skal blive i lommen eller tasken. Vi har været nødt til at sætte ekstra skilte op rundt omkring og har også udvidet med et skilt med elektronikfri zone for at understrege, at forbuddet også gælder iPads, der jo også kan tage billeder.

Selvom fotografering er forbudt i de københavnske svømmebade, fortæller Steve Martinussen, at der selvfølgelig er forståelse for, at turen i svømmehallen er ét af de øjeblikke, man gerne vil forevige, og derfor kan man i særlige tilfælde, for eksempel til babysvømning, lave en aftale med livredderen med tilladelse til at fotografere sit barn.

Generelt er det vigtigt for Steve Martinussen, at problematikken omkring mobiltelefonerne bliver holdt i en positiv tone. Derfor er målet også at styrke kommunikationen med forældrene og ikke kun sætte forbud op.

- Vi vil gerne forsøge at løse problematikken med mobiltelefonerne på en positiv måde. Det handler først og fremmest om at indgå i en positiv dialog om digitale vaner, så vi får tydeliggjort, hvorfor mobiltelefonen kan være så farlig i en svømmehal. Det er problematisk, når børnene ser forældrene med mobilerne fremme, for så tror de, at det er okay, og så tager de dem også frem, fortælle Steve Martinussen til Svømmebadet.

Supplerende tiltag

De ekstra skilte rundt om er dog ikke nok, og der er stadig mange, der ikke respekterer elektronikforbuddet. Det kan ifølge Bent Berthold Schultz hænge sammen med, at forbud nødvendigvis ikke er den rette tilgang til at ændre en uhensigtsmæssig adfærd. Information kan ændre adfærd, men den skal være forståelig og konkret og samtidig tilpasset modtageren.

- Jeg tror, at de fleste svømmehaller forsømmer at forklare, hvorfor telefoner er forbudt. Det kan virke åbenlyst, men for personer uden onde hensigter, kan det være uhåndgribeligt. Derfor skal budskabet være mere konkret og forståeligt. Jeg tror, det vil virke bedre at skrive noget i stil med ”Vil du fotograferes i badetøj af fremmede – vil dit barn?” Det er meget konkret at forholde sig til, og pludselig er det jo lysende klart, hvorfor mobilen skal pakkes væk.

Bent Berthold Schultz forklarer også, at det desuden handler om at skabe en fælles værdi blandt forældrene om, at telefoner ikke hører til. Netop dét har de også gjort i Københavns Kommune, hvor de foruden de ekstra skilte også bruger højtalerkald med påmindelser om, at svømmehallen er elektronikfri zone.

Højtalerkald fungerer rigtig godt, hvis der sidder flere spredt rundt om med mobilen. Når vi siger i højtaleren, at der elektronikfri zone, så kigger folk lige rundt en ekstra gang på hinanden, og så bliver selvjustitsen lige lidt højere. Man vil jo helst ikke være den, de andre kigger med fordømmelse på, siger Steve Martinussen.

Det overrasker ikke Bent Berthold Schultz, at højtalerkald har en særlig god effekt, for mennesket er et flokdyr, der gerne vil passe ind, forklarer han. 

- De fleste mennesker er meget konforme og indordner sig, hvis der er tydelige sociale normer for adfærd. Det kaldes social adfærdsregulering, når vi retter ind efter gennemsnittet. Så når der lyder et højtalerkald, bliver vi opmærksomme på vores egen adfærd, og hvordan andre ser os. Vi ønsker ikke at skille os for meget ud, så vi gør ligesom resten af flokken og lægger mobilen væk.

Nudging skal hjælpe med holdningsændring

Skal det lykkedes med at ændre mobilbrugernes adfærd, er det først og fremmest vigtig at påvirke holdningen til at have mobilen fremme. Dernæst er det essentielt, at det er let og attraktivt at gøre det, som vi inderst inde godt ved, er det rigtige. Vi skal påvirkes blidt eller puffes kærligt til for at træffe de rigtige beslutninger. Det kaldes nudging, og er ifølge Bent Berthold Schultz en særligt god måde at kommunikere på.

- Når vi skal påvirke adfærden i en bestemt retning, er der blandt andet nogle principper for indretning af omgivelser og processer, man skal medtænke. Det er vigtigt, at vi møder tingene i en rækkefølge, der understøtter den ønskede adfærd og alle elementer skal være lettilgængelige.

Det kan de sagtens nikke genkendende til i de københavnske svømmebade, hvor de ved hjælp af særlige ventezoner, der ligger i forlængelse af indgangspartierne, vil imødekomme forældrenes mobilbehov, uden nogen skal frygte at blive fotograferet.

- Vi kan sagtens forstå, hvorfor det er fristende at sidde med mobilen fremme, mens børnene svømmer, derfor har vi indrettet nogle attraktive venteområder væk fra svømmehallen og omklædningerne, hvor vi har gjort det rart og hyggeligt at sidde. Her er det helt lovligt at sidde med mobilen fremme, men vi har også sørget for, at der er et mindre bibliotek med bøger til rådighed. Vi håber, at vi med det nye tiltag får mobilerne ud af svømmehallen, siger Steve Martinussen.

Med de nye ventezoner er der altså både plads til forældre og andre besøgende, der gerne vil bruge mobilen i svømmehallen, ligesom det selvfølgelig stadig er muligt at sidde på sidelinjen, mens børnene svømmer – dog uden telefonen.

Bent Berthold Schultz understreger, at nudging ikke kan stå alene som kommunikationsform, men skal suppleres med flere tiltag, som de netop har gjort i Københavns Kommune.

Vil du vide mere om nudging, har Dansk Svømmebadsteknisk Forening skræddersyet et kursus om nudging i svømmebadet. Læs mere og tilmeld dig her. 

Skrevet af Maj-Britt Marschall