Erhvervslivredning anno 2023



 

Gennem de sidste mange måneder har en styregruppe bestående af repræsentanter fra Danske Svømmebade, HI, SvømDanmark, Rådet for Større Bade- og Vandsikkerhed og FOA arbejdet på at udvikle samarbejdet omkring Erhvervslivredderprøven. Den store indsats har nu båret frugt. Styregruppen har opdateret dommervejledningen for Erhvervslivredderdommerne, så det bliver lettere for dommerne at bedømme efter samme høje niveau.

Ifølge Liselotte Jakobsen, der er repræsentant for Danske Svømmebade, har det været vigtigt, at niveauet for bedømmelse af Erhvervslivredderprøven er ensartet overalt i landet.

- Det har været vigtigt for hele udvalget, at bedømmelsen af en Erhvervslivredderprøve ligger på et
  niveau, vi alle sammen er tilfredse med, og vi håber, at vi med denne opdatering af
  dommervejledningen baner vejen for et endnu højere livredningsniveau i de danske svømmeanlæg,
  fortæller hun.

Prøvekort ensretter kravene

Et af de nye tiltag bliver obligatorisk brug af prøvekort til dommerne, der skal gøre det lettere at vurdere, hvorvidt en prøvetager har de nødvendige forudsætninger for at blive eller forblive Erhvervslivredder.

 

Ifølge Liselotte Jakobsen gør kortene det også mere overskueligt at se, hvilke ting der skal arbejdes på, hvis prøvetager ikke består.

- Det fjerner forhåbentlig en masse tvivl hos dommerne, og gør måden man dømmer på ensrettet, fordi
  man som dommer kan se helt præcist, hvilke krav der skal til for at prøvetager bestå
  Erhvervslivredderprøven. Derved undgår vi forhåbentligt, at der kan være forskel på, hvordan
  dommerne dømmer, siger hun og fortsætter:

- Det gør samtidig, at dommeren ikke skal bekymre sig for at dømme en kollega eller en leder, når man
  blot kan henvise til de krav, der er anført på prøvekortene. Ingen kan slippe igennem nåleøjet
  længere, heller ikke selvom man er chef og bliver bedømt af en medarbejder.

Løn for prøver og uddannelse af dommerne

Prisen for en Erhvervslivredderprøve er ændret således, at den koster enten kr. 70,- eller kr. 220,- for det anlæg, der betaler prøven afhængigt af, om dommeren får løn af henholdsvis anlægget eller SvømDanmark.

 

Der er også blevet ændret en del i strukturen for prissætning af prøvebevis, uddannelse af nye dommere og det årlige dommerseminar.
Det er blevet dyrere at leje kursuslokaler, og styregruppen har i den forbindelse indset, at man fremadrettet er nødt til at lønne de instruktører, der i mange år har gjort et kæmpe frivilligt stykke arbejde for at uddanne nye Erhvervslivredderdommere og for at videreuddanne og fastholde det høje niveau blandt dommerne på vores årlige Erhvervslivredderdommerseminar. For ét af kravene til Erhvervslivredderdommerne er at deltage på det årlige seminar.

-  Det er vores måde at kvalitetssikre dommerne, at vi samler dem en gang hvert år til træning,
  overhøring, netværk og meget mere. Det koster noget for et anlæg at sende sine dommere afsted på
  seminar, men jeg er ikke i tvivl om, at pengene er givet godt ud. Det er et fælles ansvar at sikre, at
  dem der arbejder med at redde liv, ved præcis hvad de skal gøre. Derek Bok [tidligere rektor for
  Harvard Universitet, red.] sagde engang, at uddannelse koster, men uvidenhed koster mere - og det
  gælder også her, afslutter Liselotte Jakobsen.

Skrevet af Maj-Britt Marschall