Coronalukket svømmebad er plaget af indbrud og hærværk



Der er ikke meget at smile af i Lystrup, nord for Århus, for tiden. Først blev svømmehallen lukket ned grundet coronavirus, og cirka samme tid begyndte en bølge af hærværk og indbrud rundt i hele byen. Især svømmehallen har været hårdt ramt, og det er dyr regning, som både kommunen og svømmeklubben nu kan se frem til.


Af Anita Leth Jensen, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


- De ødelægger ting bare for at ødelægge dem.


Den administrerende direktør i Lystrup Svømmehal, Camilla Jørgensen, er frustreret. I de seneste tre måneder, har der været flere problemer med indbrud og hærværk, end der har været i de sidste ti år. En gruppe af unge mennesker på 15-18 år skaber uro i byen, og flere gange er det gået ud over byens svømmehal.

- Det er rigtig frustrerende med alle de indbrud, der været, fordi de ødelægger en masse ting bare for at ødelægge. De har smadret ruder, klippet remmene over, der holder termotæppet og malet graffiti på væggene. De kyler ting ud fra balkonen ned på gulvet og vandet, kun med det formål at smadre og ødelægge ting. Det er formålsløst, og det går hårdt ud over os, siger administrerende direktør i Lystrup Svømmehal Camilla Jørgensen.

Hvor de fleste indbrudstyve og hærværksmænd forsøger at skjule, hvem de er, så er det anderledes i Lystrup. Her tagger de sig med deres bandenavn med graffiti på væggene. Det er der en særlig grund til, mener Camilla Jørgensen.

-De skaber utryghed i byen og folk er bange for dem. De soler sig i opmærksomheden og nyder at spille med musklerne. De vil gerne vise, hvem de er, og for dem er det bare sjovt. Heldigvis var de nemme at identificere ud fra deres bandenavn og billeder fra overvågning, så nu er politiet i gang med en sigtelse, fortæller Camilla Jørgensen.

Halvanden time til et indbrud
Svømmehallen ligger i forlængelse af Lystrup skole, som i de seneste to år har været under renovering. På grund af renoveringen er der flere områder, der ikke er dækket ind af overvågning. Noget som de ubudne gæster er klar over, mener Camilla Jørgensen.


- Skolen har i de sidste par år også været udsat for flere indbrud og hærværk, så jeg er sikker på, at det er de samme gerningsmænd, som nu er kommet ind i svømmehallen. De ved, hvor de kan bevæge sig rundt uden at blive fanget af overvågning, og hvordan de skal komme ind i svømmehallen. Ved det seneste indbrud har de gået frit rundt i halvanden time, inden de er blevet fanget af overvågningskameraer. Det giver dem god tid til at ødelægge vores ting, fortæller Camilla Jørgensen.

På grund af de hyppige indbrud på skolen, har kommunen nu sat ekstra overvågning op på tage og ved cykelskure, så det ikke længere er muligt at bevæge sig rundt udenfor eller på taget uden at blive opdaget. Men indbruddene på skolen er noget, der bekymrer Camilla Jørgensen, for senere på året skal svømmehallen have en ny tilbygning.

- Jeg kan være bekymret for om svømmehallen skal igennem det samme som skolen med indbrud mens her bygges. Det vil både blive omkostningsfuldt for kommunen og samtidig trække byggeriet ud, siger Camilla Jørgensen

Camilla Jørgensen er i øjeblikket i dialog med kommunen omkring ekstra sikring af svømmehallen, så svømmehallen undgår flere indbrud.

De kaster ting fra balkonen og ned på vandet

 

Ruden til billetlugen er smadret

 

Banden kalder sig GB 8520 - de tagger sig med graffiti på væggene
Casper Holm Skrevet af Casper Holm