Danske Svømmebade går i dialog med Rigspolitiet



Hvem er ansvarlig for, at forsamlingsforbuddet og øvrige retningslinjer overholdes i svømmehallen? Det spørgsmål har Danske Svømmebade søgt afklaring på hos Rigspolitiet.


Af Casper Holm, Danske Svømmebade


Der har blandt medlemsskaren i Danske Svømmebade været en anelse forvirring omkring det juridiske ansvar ved udlejning af svømmefaciliteter. 

For hvem har ansvaret for, at forsamlingsforbuddet og afstandskrav overholdes, når f.eks. skoler eller foreninger har lejet svømmehallen?

Det spørgsmål har Danske Svømmebade sendt videre til Rigspolitiet, som har givet et entydigt svar:

Når hele eller en del af svømmehallen lejes ud til en forening, svømmeskole m.v., vil det være arrangøren af træningen, aktiviteten m.v., der er ansvarlig for, at forsamlingsforbuddet overholdes, således at der ikke på noget tidspunkt er flere end pt. 10 personer tilstede samtidig til træningen, aktiviteten m.v.”, skriver Rigspolitiet i en mail til Danske Svømmebade.

Det vil med andre ord sige, at det er foreningerne eller svømmeskolerne, der skal sørge for, at de pågældende retningslinjer og restriktioner overholdes. Det gælder både, hvis den pågældende forening har lejet hele eller blot en del af svømmebadet.

Rigspolitiet oplyser endvidere, at det udgangspunkt er svømmehallens ejere, der har ansvaret for, at retningslinjerne overholdes, når der er tale om almindelig offentlig åbning. Hvis en forening eller lignende har lejet en del af svømmehallen, og resten er åben for offentligheden, så påpeger Rigspolitiet, at det er arrangøren, der er ansvarlig for at overholde forsamlingforbud og øvrige retningslinjer.

Læs mere om covid-19-reglerne https://coronasmitte.dk/regler, hvor flere spørgsmål og svar er tilgængelige.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm