DSF-formand: Vi skal fortsætte det gode arbejde



Det er ifølge Lars Norring helt afgørende, at landets svømmebade bliver ved med at overholde myndighedernes retningslinjer. 


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Sommerferien er overstået, og mens vi så småt ser frem mod vores længe ventede årsmøde, vender skoler, foreninger og institutioner inden længe tilbage til vores svømmebade.


Det betyder, at der til tider kan blive tryk på indgangen til bl.a. omklædnings- og badefaciliteter. Kulturministeriet indkaldte i den forbindelse til orienteringsmøde i sidste uge, hvor de roste kultur- og fritidssektoren for vores arbejde i løbet af sommeren, mens de samtidig understregede vigtigheden af fortsat at have fokus på gældende retningslinjer.

Den opfordring vil Lars Norring gerne sende videre til alle DSF-medlemmer, som har ydet en kæmpe indsats i de seneste par måneder.

- Coronakrisen er ikke overstået, og vi ser i øjeblikket en stigning i antallet af smittede. Derfor er det afgørende vigtigt, at vi fortsætter med at følge de retningslinjer, vi er blevet pålagt af myndighederene, så vi ikke pludselig skal lukke vores bade, som vi kæmpede så hårdt for at genåbne, lyder det fra Lars Norring. 

Det betyder, at vi fortsat skal:

  • Regulere gæsteantallet i bassinerne, så der maksimalt er én udøver pr. 4 m2 målt på vandets overflade.
  • Begrænse og regulere indgang til omklædningsrum, så reglen om én meters afstand overholdes – dog to meter ved fysisk anstrengelse
  • Afspritte skabsnøgler i det tilfælde, at de benyttes
  • Opsætte afstandsmærkninger på gulve, hvor det giver mening
  • Sikre effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af fælles kontaktpunkter
  • Rengøre al udstyr før og efter brug

Læs mere om de gældende retningslinjer lige her.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm