Fredag den 5. april var Dansk Svømmebadsteknisk Forening inviteret til møde i Justitsministeriet i København. Udgangspunktet var et nyt lovforslag, der vil begrænse tidligere dømtes mulighed for at opholde sig bestemte sider – herunder i svømmehallerne. Få et overblik over sagen her.
På baggrund af en række kedelige sager, hvor dømte begår overgreb efter endt afsoning, har Justitsministeriet fremsat lovforslag, der bl.a. skal begrænse tidligere dømtes mulighed for at opholde sig bestemte steder.
Til det formål havde ministeriet inviteret DSF til møde på Christiansborg. Det havde ministeriet gjort med henblik på, at de to parter kunne udveksle erfaringer og danne sig et overblik over, hvordan lovforslaget kan fungere i praksis.
På mødet fik DSF mulighed for at give sit syn på sagen, mens embedsmændene fik lejlighed til at uddybe de dele af lovforslaget, der kommer til at vedrøre svømmebranchen.
Helt konkret ligger der i lovforslaget en mulighed for, at politiet kan videregive oplysninger om dømtes identitet og 'forbud' til private. I dette tilfælde en ejer eller leder af et svømmeanlæg/en idrætshal med det formål, at svømmehallen kan hjælpe med at sikre, at forbuddet overholdes.
Det er lovforslagets tanke, at disse oplysninger skal begrænses mest muligt, men det skal dog være muligt at videregive dem til nøglemedarbejdere, hvis det kræves for at sikre en effektiv formidling. Det kan eksempelvis være lederen af receptionen eller bademesteren, der skal kunne genkende den pågældende person.
Der er naturligvis tavshedspligt omkring oplysningen, og derfor er det heller ikke meningen, at informationen rutinemæssigt gives til alle medarbejdere, ligesom eventuelle billeder heller ikke skal opbevares, så de er tilgængelige for alle medarbejdere.
Et opholdsforbud vil desuden være en del af vedkommendes dom og vil kun blive anvendt ved visse sædelighedsforbrydelser.
DSFs syn på sagen
DSF har det udgangspunkt, at foreningen gerne bidrager til at formidle viden om, hvordan medlemmer kan håndtere og administrere denne type information bedst muligt.
Det er i forlængelse heraf meget vigtigt, at håndteringen kommer til at foregå i tæt samarbejde med politiet. Derudover giver det god mening for DSF, at det bliver en fast del af det 'almindelige' samarbejde, hvor der må formodes at være en god dialog omkring sikkerheden i svømmebadet.
I hvert enkelt tilfælde vil det være nødvendigt at aftale, hvordan man håndterer sagen. Skal svømmehallens personale afvise bestemte individer ved indgangen? Eller skal man 'blot' advisere politiet og sige, at man har mistanke om, at en person med opholdsforbud nu befinder sig i svømmehallen? Det skal der fastlægges rammer for.
I sagens natur vil der være store lokale forskelle på, hvordan man kan og vil håndtere den type information/gæster. Et andet punkt, der er vigtigt at have fokus på i den forbindelse, er, hvordan tavshedspligten overholdes. Det går nemlig ikke at afvise en mand eller kvinde i køen med beskeden: ”du må ikke være her, fordi du har en dom…”
Som udgangspunkt findes der i omegnen af 50-75 personer, der på et givent tidspunkt har opholdsforbud. Ikke alle har forbud mod at opholde sig i svømmehaller/idrætscentre - forbuddet kan gå på ethvert geografisk afgrænset område.
Et forbud har typisk en afgrænset periode på 1-5 år, og politiet vil derfor også skulle meddele svømmebadet, når et forbud ophæves.
Hvad så nu?
Lovforslaget skal i 3. behandling den 16. maj. Hvis der bliver udskrevet valg inden da, vil lovforslaget 'falde'. Men da der er bred politisk opbakning, er det Justitsministeriets vurdering, at det vil blive taget op igen efter et valg.
Bliver lovforslaget vedtaget den 16. maj, vil det allerede træde i kraft den 1. juni 2019. Og de tiltag, der ligger i lovforslaget såsom muligheden for at give oplysningerne til svømmehallen, vil gælde på nye og eksisterende forbud.
Hertil er det vigtigt at nævne, at svømmehallens leder ikke kan sige nej tak til at oplysningerne. Det vil dog ikke være lederne eller personalets ansvar, at et forbud overholdes. Det ansvar ligger hos den dømte og hos politiet, der skal føre tilsyn.
Slutteligt fortalte ministeriet, at de ikke nogen konkret viden om, hvor mange 'sædelighedsforbrydelser', der finder sted i svømmehallerne. En sådan viden synes relevant i forhold til at kvalificere emnet yderligere, og DSF påtænker derfor at foretage en rundspørge blandt vores medlemmer i den nærmeste fremtid.
