En æra slutter i Slotssøbadet: Otto Skak stopper og giver faklen videre til tidligere Kolding-borgmester



Otto Skak har siden 1996 udviklet Slotssøbadet i Kolding til et af landets mest interessante og innovative svømmeanlæg. Til september stopper han efter mere end 27 år på posten. Han erstattes af Koldings tidligere borgmester, Jørn Pedersen.


Af Casper Holm, Danske Svømmebade

Slotssøbadet i Kolding har i mange år været synonym med navnet Otto Skak.

Efter mere end 27 års tro tjeneste har direktøren valgt at sige stop for at nyde sit otium.

Den 69-årige direktør går officielt på pension ved udgangen af august. Hans afløser, den tidligere Kolding-borgmester Jørn Pedersen, starter den 1. august og får således en måned sammen med den nu snart tidligere direktør.

Otto Skak har siden 1982 arbejdet i fritids- og sportsbranchen og begyndte sin karriere i fødebyen Toftlund, hvor han startede halballerne op for datidens unge mennesker. Siden fandt Otto sit rette job, da Harte-Bramdrup Hallerne søgte en ny halinspektør.

Til trods for udfordringer i starten af karrieren, hvor han følte sig noget alene væk fra Toftlund og i stedet skulle indpasse sin tilværelse en smule efter storbybefolkningen i Kolding-området, holdt Otto ved.

Med stort engagement opbyggede han halkomplekset, og det var med stort vemod, at han stoppede i Bramdrupdam for at tiltræde stillingen som direktør for Slotssøbadet i 1996.

Siden da har han med stor virkelyst udviklet Slotssøbadet, så det i dag fremstår som et moderne og attraktivt svømmeanlæg med faciliteter og aktivitetstilbud for enhver smag.

Lars Ewald, bestyrelsesformand for Slotssøbadet, har fulgt udviklingen nøje og glæder sig over, hvad Otto Skak og resten af organisationen har skabt og udviklet.

- Otto Skak er både internt og eksternt utrolig vellidt og respekteret og har med dygtighed, stærk ledelse og dygtige medarbejdere formået at udvikle Slotssøbadet og skabe et stærkt brand, som er kendt i Kolding og resten af landet. 27 år sætter sine tydelige spor, og derfor har bestyrelsen også gennem det seneste år haft en tæt dialog med Otto om tidspunkt for at stoppe som direktør, og hvilken profil der skulle afløse ham, siger bestyrelsesformanden i en pressemeddelelse.

Arvtageren
Processen omkring Otto Skaks afsked har altså været planlagt ned til den mindste detalje. I forbindelse med offentliggørelsen kunne SlotssøBadet samtidig annoncere, at man havde fundet personen, der skulle føre arven videre fra Otto.

Valget er faldet på den tidligere Kolding-borgmester, Jørn Pedersen, som ser frem til opgaven.

- Mit hjerte brænder for Kolding, mennesker, sport og kultur. Jeg kan kombinere mine personlige interesser med et fagligt virke i en spændende virksomhed med et højt aktivitetsniveau, kompetente medarbejdere og et stort potentiale. Det bliver superspændende, og jeg glæder mig til at tiltræde, siger den nye direktør.

Indsæt billede af Jørn Pedersen med følgende billedtekst: Jørgen Pedersen var borgmester i Kolding fra 2010-2021. Nu glæder han sig til at starte som direktør i Slotssøbadet. Pressefoto

Otto Skak glæder sig over at give faklen videre til Jørn Pedersen.

- Jeg er rigtig glad for, at valget faldt på Jørn Pedersen, og at han har takket ja. Han er en kæmpe kapacitet, og både fagligt og menneskeligt passer han rigtig godt til SlotssøBadet og vil være den rette til udvikle virksomheden yderligere og fastholde den ånd og kultur som lever i Slotssøbadet, fortæller han.

Selvom Otto Skak officielt går på pension med udgangen af august, forsvinder han ikke helt. Han har nemlig givet udtryk for, at han fortsat gerne vil bidrage når hans kompetencer og erfaring kan komme i spil.

Derudover har han tanker om i et vist omfang at hjælpe organisationer og virksomheder indenfor fritids- og sportsbranchen på konsulentbasis.


Casper Holm Skrevet af Casper Holm