IFFD, HI og Danske Svømmebade intensiverer samarbejdet


Idræts- og fritidsfacilitetsområdet har brug for en mere samlet stemme. Derfor indgår IFFD, HI og Danske Svømmebade nu et formelt samarbejde, der har til formål at sikre facilitetsområdet en stærkere politisk gennemslagskraft.


Af Casper Holm, Danske Svømmebade


IFFD, HI og Danske Svømmebade har siden marts 2020 været en del af Kulturministeriets sektorpartnerskab for breddeidræt, som i flere omgange har arbejdet for at skabe gode og ansvarlige rammer for genåbningen af danskernes idræts- og fritidsaktiviteter.

Igennem arbejdet i sektorpartnerskabet er det blevet tydeligt for alle tre organisationer, at idrætsfaciliteter og selvorganiserede idrætsbrugere får meget lidt opmærksomhed i landspolitisk sammenhæng, og det ønsker man nu at lave om på.

De tre organisationer indgår derfor et samarbejde, der har til formål at styrke facilitetsområdet på landspolitisk niveau såvel som lokalt.

Samarbejdet mellem IFFD, HI og Danske Svømmebade tager udgangspunkt i fem fokusområder, der indeholder vigtige emner som idræt og sundhed, uddannelse, bæredygtighed og idrættens rammevilkår.

Henrik Hvidesten, formand for IFFD, udtaler:
- Idrætsverdenen er i dag meget andet og mere end den folkeoplysende foreningsidræt, og den fortjener at blive behandlet som den forholdsvist store branche, den de facto er. Derfor forsøger vi nu at styrke faciliteternes politiske stemme gennem et formelt samarbejde med HI og Danske Svømmebade.

Henrik Høy-Caspersen, formand for HI, udtaler:
- Vores arbejde i det seneste år har understreget betydningen og vigtigheden af en mere samlet stemme på facilitetsområdet. Landets idræts- og fritidsfaciliteter beskæftiger ganske mange mennesker, ligesom de mange foreninger i højere grad professionaliseres med lønnede trænere og administrativt personale. Det stiller store krav til faciliteterne, som der landspolitisk må og skal være fokus på.

Lars Norring, formand for Danske Svømmebade, udtaler:
- Der er i de senere år sket et skred i organiseringsformen blandt de folk og foreninger, der besøger vores idrætsanlæg og svømmehaller. Den selvorganiserede idræt er vundet frem, og det har anlæggene for alvor taget til sig. Faciliteterne beskæftiger sig derfor i stigende grad med meget andet end drift og vedligehold. Det har vi savnet en erkendelse af, og det håber vi, at vores samarbejde kan bidrage til.  

Samarbejdet mellem de tre organisationer tager udgangspunkt i de nævnte fokusområder og udmønter sig bl.a. i fælles debatindlæg og temadage samt gennem øvrigt politisk og udviklingsorienteret arbejde

De tre organisationer opererer fortsat selvstændigt med deres egne, respektive dagsordner.

For yderligere oplysninger:
Henrik Hvidesten, formand for IFFD: +45 24 48 06 21
Henrik Høy-Caspersen, formand for HI: +45 56 14 74 44
Lars Norring, formand for Danske Svømmebade: +45 22 21 00 04

 

Casper Holm Skrevet af Casper Holm