Kolding: Succes med jobtræning



39 har over de seneste 10 år været i jobtræning, fleksjob eller på  andre særlige vilkår i Slotssøbadet i Kolding - og de 32 er blevet ansat!

- Vi har status som det, der hedder en social-økonomisk virksomhed, og det betyder, at vi er forpligtet til at give plads til folk, som har været ude af arbejdsmarkedet i længere tid. Folk som har været i langvarige sygdomsforløb, nogle med misbrugsproblemer eller folk, som har forskellige former for blandt andet psykiske sygdomme, siger direktør Otto Skak fra svømmebadet til JydskeVestkysten.

Han siger videre, at det kræver lidt ekstra tid af de øvrige medarbejdere - og det er derfor medarbejdernes fortjeneste, at det er gået så godt.

Badet har årligt 400.000 besøgende, som også møder de mange forskellige medarbejdere:

- Jeg tror det er en god reklame for os. Fordi vore kunder kan se, at vi mener det alvorligt, når vi siger at vi ønsker at tage socialt ansvar, siger Otto Skak.

Skrevet af Administrator