Lukningstruede svømmehaller i Kolding kan måske reddes



I maj blev det besluttet, at de to skoler ved Brændkjærskolen og Marielundskolen i Kolding var i så dårlig stand, at renoveringer ikke kunne svare sig og de blev derfor sat til at lukke med udgangen af det kommende skoleår. Men nu er der kommet et alternativt forslag på bordet, der måske kan blive de to svømmehallers redning.

Svømmehallerne ved henholdsvis Brændkjærskolen og Marielundskolen i Kolding er så gamle og slidte, at det i maj blev besluttet af Børne- og Uddannelsesudvalget i Kolding Kommune, at de lukker efter det kommende skoleår. Den kom frem i en artikel fra TV SYD, hvor det også fremgik, at brugere af de to svømmehaller skulle benytte Slotsøbadet og Kongeåbadet i stedet for.

Men den beslutning var ikke populær hos hverken foreninger eller den daværende direktør i Slotsøbadet, Otto Skak, der ifølge TV SYD på daværende tidspunkt ikke havde været i dialog med udvalget, om der overhovedet var bassinkapacitet til de mange hundrede ekstra brugere.


Alternativ løsning fremlagt

 

Nu ser det dog ud til, der er en chance for, at de to svømmehaller kan blive reddet. Merete Due Paarup fra Radikale Venstre er nemlig gået sammen med de øvrige byrødder i RV og byrådspolitikere fra Venstre om et forslag, der bliver fremlagt efter sommerferien. Det skriver TV SYD i en ny artikel på deres hjemmeside.

Forslaget går i sin enkelthed ud på at flytte penge, der ellers skulle bruges på et nyt fodboldstadion i Kolding Kommune. Ifølge Mette Due Paarup handler det om at se på, hvad der er mest brug for lige nu og her.

- Fodbold nyder godt af, at de har masser af sponsorer, og hvis vi ser på, hvad der haster, så kan man godt spille fodbold i Kolding Kommune, mens svømmerne mangler vandkapacitet, siger Merete Due Paarup til TV SYD.

Hun forklarer uddybende, at det ikke er planen, at fodbold mister de penge, der er sat af til det nye stadion. Forslaget går på at dele summen op i mindre stykker, så det bliver muligt at bruge penge på de to svømmehaller. På den måde sikrer man, at de kan benyttes indtil en mere permanent løsning, for eksempel en udbygning af Slotsøbadet, er fundet.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm