Kan vi åbne vores udendørs bade nu?



DSF søger afklaring på, om udendørs bassiner må genåbne i fase 2.


Af Anita Leth Jensen, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Den seneste uge har været lidt af en rutsjebanetur i Dansk Svømmebadsteknisk Forening. Først skulle vi forholde os til, at svømmebadene først kan åbne i fase 4, hvilket vi er undrende overfor. Vi mener, at vi med vores rengøringsstandarder og høje hygiejnekrav vil være i stand til at åbne forsvarligt.


Men der er alligevel lidt lys for enden af rutsjebanerøret, for måske de udendørs svømmebade kan åbne nu. Udendørs idrætsfaciliteter kan åbne her i fase 2, og vi har derfor brugt de sidste par dage på at undersøge, om friluftsbade så også kan åbne.

Swimmingpools må åbne nu
På skrift fik vi et sæt retningslinjer fra Rigspolitiet, hvor der står, at udendørs swimmingpools kan åbne nu. En rigtig dejlig nyhed, som vi glædede os til at dele.

Men en meget observant formand i Dansk Svømmebadsteknisk Forening satte spørgsmålstegn ved, om benævnelsen swimmingpools nu også dækkede friluftsbade, svømmesøer og havnebade?

Hvad er en swimmingpool?
Vi har derfor været i tæt kontakt med de relevante myndigheder for at få en endelig afklaring på, om friluftsbade, svømmesøer og havnebade er dækket ind under begrebet swimmingpools. Men det har ikke vist sig at være så nemt. 

Myndighederne er nemlig selv i tvivl, og lige nu er der lidt diskussion mellem de forskellige instanser. De arbejder på højtryk på at komme med en endelig afklaring på, om de udendørs bade må åbne nu. 

Indtil vi har et svar fra dem, må vi acceptere at sidde lidt fast midt på rutsjebanen og ikke vide, om vi skal op eller ned.

Vi sørger naturligvis for at melde ud, så snart vi har et klart svar fra myndighederne. Følg med i vores nyhedsbreve, på vores hjemmeside og vores sociale medier.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm