Dette portræt er udgivet i Svømmebadet #81 FØR Anders Buhl Vesterbæk blev valgt ind som suppleant i bestyrelsen.
Hvordan er du endt i svømmebadsbranchen?
– Det startede egentlig med, at jeg arbejdede som event- & aktivitetsmedarbejder i Sport & Event Esbjerg. Jeg var med til at udvikle nye events og aktiviteter – blandt andet Esbjerg Bike Challenge og et af landets største OCR løb, Esbjerg Extreme Challenge. Jeg har altid haft lyst til at skabe og udvikle noget, og da muligheden bød sig for at stå i spidsen for Svømmestadion Danmark, føltes det som det næste naturlige skridt både personligt og fagligt.
Anders blev ansat som chef lige efter coronapandemien, og hans første møde med branchen var præget af teknisk jargon og specialviden.
– Jeg blev spurgt, om jeg havde kigget på en rapport om katodisk beskyttelse – jeg anede ikke, hvad det var. Men jeg spillede med, fortæller han med et grin.
I dag ved han selvfølgelig alt om vigtigheden af det – og meget mere derudover.
– Det er en branche, man ikke kan læse sig til. Man skal have det mellem fingrene. Det gælder både drift, teknik og forståelse for gæsternes behov.
Hvordan ser din hverdag ud?
Som chef for to svømmehaller og en wellnessafdeling har Anders ansvaret for omkring 65 medarbejdere, hvoraf 20 er fastansatte og resten løsarbejdere.
- Her arbejder mennesker med vidt forskellige baggrunde og erfaringer side om side, hvor nogle medarbejdere har været her i mange år og bidrager med solid faglighed, erfaring og kontinuitet. Samtidig er der mange unge, som er her i en periode, før de læser videre – nogle bliver længere, andre kortere. Det giver en spændende dynamik, hvor erfaring og nye perspektiver mødes, og det er netop denne kombination, jeg holder af.
Svømmestadion Danmark blev opført i 1996 og har siden været en central aktør i Esbjergs fritidsliv. Med 50 ugentlige hold og en bred brugergruppe er det et hus med både historie og fremtid – og 30-års jubilæum næste år.
– Huset rummer både historie og masser af potentiale, og i fællesskab arbejder vi på at gøre det til et sted, der taler til en bred målgruppe.
Det er vigtigt at turde prøve nye ting af
– Vi skal ikke altid gøre det samme. Det er vigtigt at turde tænke anderledes og skille sig ud – også selvom det ikke altid lykkes. Det er også en succes at have prøvet, fortæller Anders om den måde, han arbejder på – og altid har gjort det i Esbjerg Sport & Event Park.
Anders beskriver sig selv som en idémager. Han vil gerne udfordre den måde, tingene bliver gjort på. Ifølge ham kræver det, at man hele tiden forsøger at optimere driften, så faciliteten tiltrækker og begejstrer så mange som mulig
Han understreger, at det kræver mod og nysgerrighed at udvikle svømmehaller.
– Vi skal turde tænke nye tanker og ikke bare gøre, som vi altid har gjort. Kunne det gøres bedre? Kunne vi nå flere? Det er de spørgsmål, jeg hele tiden stiller.
Hvad betyder netværket i branchen for dig?
– Det er en lille verden, denne branche, og når det giver mening, trækker netværket på hinanden. Man kan lære af hinandens erfaringer og projekter og bruge dem i sine egne overvejelser.
Anders oplever, at netværket i Danske Svømmebade er en værdifuld sparringspartner, hvor man altid kan hente kvalificeret viden og drøfte relevante udfordringer.
– Det er en branche, hvor man skal være nysgerrig og åben. Og med netværket i Danske Svømmebade i ryggen, er der altid mulighed for at tænke nyt.