Dette portræt er udgivet i Svømmebadet #74 FØR Bibi Steinfurth blev valgt ind i bestyrelsen.
Hvordan er du endt i svømmebadsbranchen?
- Jeg har faktisk arbejdet med svømmebade i nogle år efterhånden. Det startede, da jeg under studiet var i praktik her hos Rambøll under Christian Thimsen og fik indblik i, hvad den projekterende side af svømmehalsbyggerier gik ud på.
- Jeg synes, samspillet mellem de forskellige fag, der indgår i et svømmeanlæg, er enormt spændende. Noget af det mest spændende er det her med, at det arkitektoniske skal spille sammen med alt det tekniske – og der er meget, for det er jo at betragte som et procesanlæg. Og netop fordi der er forskellige interessenter, når man bygger nyt svømmeanlæg, hvor en del af dem for eksempel ofte er politiske, så kræver det, at man som rådgiver kan få de sider til at mødes – så man både respekterer det arkitektoniske samt brugernes oplevelser og ønsker, og samtidig sikrer, at rammerne har plads til alle de nødvendige tekniske løsninger, og at det samtidigt er driftsmæssigt gode løsninger, når byggeriet så står færdigt.
Hvad går dit job ud på?
- Jeg sidder med nybyg, tilbygning og renoveringer af svømmeanlæg – så svømmehaller, vandland i resorts, spa og wellness-afdelinger. Alle slags svømmeanlæg.
- Og så sidder jeg helt konkret med vandbehandling, energi og indeklima, som jo sammen med konstruktioner er de store områder, der skal spille sammen i svømmehalsbyggeri.
- Jeg sidder blandt andet og laver beregninger på de vandbehandlingssystemer, der skal bygges op, og undersøger, hvor man f.eks. kan spare energi? Hvad skal vi være opmærksom på ved vandbehandlingsanlægget og ventilationsanlæggene kontra konstruktionerne? Der er ret stort fokus lige nu på, hvordan man kan optimere energien fra start, så man allerede, når man bygger anlægget, har truffet beslutninger om, hvordan man prøver at sikre en mere energibesparende tilgang i anlægget.
- Og så arbejder jeg også med 3D-projektering, hvor tegningerne til projektet bliver lavet i 3D, så det gør det lettere at se, hvordan komponenterne passer sammen. For eksempel i teknikrummet, hvor der ofte er mange fag, der skal koordineres, mange store komponenter og rør, der både er store og skal ligge i bestemte højder eller med fald. Så giver 3D-projektering mulighed for at se, inden vi står på byggepladsen, om der er nogle steder, der kommer til at være problemer med rørføringer, bøjninger eller pumper. Så fanger vi mulige kollisioner langt tidligere.
Hvad er det særlige ved at arbejde i svømmebadsbranchen?
- Jeg synes, det er spændende at arbejde med et felt, som alle har en holdning til. Og ofte forskellige holdninger.
- Der er mange interesser at tage hensyn til i svømmebadsbyggerier, og det er mit job at forsøge at finde gode nogle løsninger, der tilgodeser så mange af de interesser som muligt ud fra projektets geometri. Både for de gæster, der kommer til at skulle bruge anlægget, men også for de medarbejdere, som skal arbejde i det, når det står færdigt. Og selvfølgelig for de politikere eller de ejere, der sidder med den endelige beslutning.
- På den måde er svømmebadsbranchen et spændende krydsfelt at arbejde i.