Nedbring risikoen for Legionellainfektion ved genåbning



Det er vigtigt at rengøre og desinficere vandanlæg, inden svømmehallerne igen kan tage imod badegæster, siger Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Foto: Colourbox

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen anbefaler, at landets svømmehaller desinficerer og gennemskyller vandanlæg inden genåbning for at undgå Legionellainfektion og andre bakterier. Sådan lyder det i en pressemeddelelse.


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Nedlukningen af landets idrætsfaciliteter har – som mange andre steder i samfundet – medført store udfordringer for svømmebadsbranchen.


Lukkede døre betyder ingen gæster, og derfor kører mange anlæg i øjeblikket på lavt blus i et forsøg på at holde driftsomkostningerne nede.

Men når store bygninger lukkes ned, er der en øget risiko for vækst af Legionella og andre bakterier i f.eks. vandsystemer og klimaanlæg.

Derfor har Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen udsendt en pressemeddelelse med anbefalinger til at nedbringe risikoen for bl.a. Legionellainfektion ved genåbning.

Anbefalingerne går på, at svømmehaller skal desinficere og gennemskylle deres vandanlæg, hvis nedlukningen har medført ændringer i temperaturforhold og vandforbrug.

Det gælder også, selvom systemerne har været tømt for vand inden nedlukning, da det kan være vanskeligt at tømme alle dele af systemet.

Læs den fulde nyhed lige her

Casper Holm Skrevet af Casper Holm