Ny uddannelse til medarbejdere i de danske svømmebade



Den nye Svømmebadsværtsuddannelse afløser svømmebadsassistentuddannelsen og giver medarbejdere i svømmebade mulighed for at få papir på deres kompetencer og med fleksible rammer.

Af Maj-Britt Marchal, Danske Svømmebade


Der er godt nyt til medarbejdere i svømmebade, der godt kunne tænke sig at få papir på deres kompetencer.


Med den nye fleksible svømmebadsværtsuddannelse bliver det muligt at tilrettelægge sin egen uddannelse. Noget, der ifølge formanden for Danske Svømmebade Mette Thau Bendstrup, har været en mangelvare ude i anlæggene.

- Selve indholdet er selvfølgelig fastlagt og obligatorisk, men den nye modulopbygning gør det lettere selv at bestemme, hvornår og med hvad man starter. Der er ikke en bestemt rækkefølge eller fast start- og sluttidspunkter, man skal tage hensyn til. Så det bliver forhåbentlig også lettere at få til at passe ind i den daglige drift af svømmebadet for både medarbejder og leder, forklarer hun.

Erstatter Svømmebadsassistentuddannelsen
Den nye uddannelse erstatter den gamle Svømmebadsassistentuddannelse, der var en erhvervsuddannelse og dermed tilrettelagt som andre erhvervsuddannelser med bestemte starttidspunkter og længere skoleophold.

Målgruppen for uddannelsen viste sig dog i høj grad at være ansatte, der allerede havde gjort karriere i svømmebade, og nu gerne ville have papir på deres kompetencer, og når man allerede er en fasttømret del af en svømmehal og etableret i privatlivet, kan det godt være svært at få det hele til at gå op med længere skoleophold, der kun foregår ét sted i landet.

- Det er ikke fordi, at den gamle uddannelse var dårlig, men rammerne var utidssvarende i forhold til det, der blev efterspurgt i branchen. Selvom den i sin tid var tiltænkt som en uddannelse, der kunne tiltrække unge mennesker til en karriere i svømmebadsbranchen, så var det ikke dem, den tiltrak. Det betød i praksis, at der var nogle grundlæggende elementer, der ikke matchede det behov, sådan en uddannelse skulle dække, og som den nye Svømmebadsværtsuddannelse gør, siger Mette Thau Bendstrup.

To uddannelser i en
Den nye uddannelse er skabt i samarbejde med HI og Idrættens Udviklingscenter (IUCE), der begge har store netværk og etablerede kompetencer inden for branchen. Samarbejdet gør det muligt at skabe to uddannelser – en til vådhaller, hvor Danske Svømmebade udbyder de relevante moduler, og en til tørhaller, hvor HI udbyder moduler.

Fællesmodulerne, som man skal have, uanset hvilken specialisering man vælger, står IUCE for, og de handler blandt andet om service og kommunikation, konflikthåndtering og udviklingsmuligheder.

Ifølge Henrik Høy Caspersen, der er formand i HI, giver samarbejdet mulighed for at komme hele vejen rundt om det at arbejde med både våd- og tørhaller.

- Med den her uddannelse sætter vi en fælles standard for, hvad man som minimum skal kunne, når man skal drifte en facilitet – uanset hvilken type facilitet det drejer sig om, siger han.


FAQ

Hvad kræver det at tage den nye uddannelse?
Det kræver, at man er ansat hos et svømmebad, og at man har sin leders accept på at tage uddannelsen, da der vil være perioder, hvor man er på kursus forskellige steder i landet.
Ønsker man hele uddannelsen er det også et krav, at man har taget alle moduler, inden for to år af startdatoen.

Kan jeg bruge enkelte moduler til noget?
Hvis du ikke tager alle seks moduler, bliver du ikke svømmebadsvært. Men du får stadig papir på de kompetencer du har, i de moduler du har taget.

Skal modulerne tages i en bestemt rækkefølge?
Nej. Det er helt op til dig, hvilke moduler du tager først. Du kan sagtens starte med at tage Danske Svømmebades moduler, og så tage IUCE’s moduler efterfølgende. Du kan også tage et par IUCE moduler, hvis de bliver udbudt først, og så tage Danske Svømmebades modul, når det bliver udbudt.

Det vigtigste er, at du får alle moduler, inden for to år, hvis du ønsker at blive svømmebadsvært, så kan du selv bestemme rækkefølgen og tage dem, når de bliver udbudt, og du har tid til at deltage.
På den måde bliver hele uddannelsen meget fleksibel og forhåbentlig lettere at passe ind med dit arbejde i svømmebadet.

Kan man få ECTS-point for modulerne
Nogle af modulerne giver ECTS-point, men ikke alle.


Skrevet af Maj-Britt Marschall