Nye medlemstal viser fremgang for svømmesporten



I 2019 var 242.535 danskere medlem af en forening, der på den ene eller anden måde har med svømning at gøre. Det er 7.881 flere end i 2018. Foto: Colourbox

Flere og flere danskere begynder til svømning. Det viser nye tal fra Danmarks Idrætsforbund og DGI.


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Danskerne er vilde med at hoppe i landets svømmebassiner.


Nye medlemstal fra Danmarks Idrætsforbund og DGI viser således, at svømning er én af de sportsgrene, der har oplevet den allerstørste medlemsfremgang i 2019.

Små 8.000 danskere har meldt sig ind i deres lokale svømme-, polo-, eller udspringsforening, og det vækker glæde hos Dansk Svømmeunion.

- Vi er stolte og tilfredse med den udvikling, svømmesporten har oplevet i de sidste 10 år. Det er imponerende, at vi kan blive ved med at vækste på den måde, og det hænger sammen med, at vi har en masse frivillige, der hver eneste dag yder en kæmpe indsats. Det skal de have stor cadeau for, siger Morten Hinnerup, udviklingschef og konstitueret direktør i Dansk Svømmeunion.

Medlemstilvæksten betyder, at flere end 240.000 personer er medlem af en forening, der på en eller anden måde har noget med svømning at gøre.

I forhold til 2019-tallene repræsenterer DGI – ligesom Dansk Svømmeunion – mange af de knap 8.000 nye medlemmer. Det ser Henrik Hansen, idrætskonsulent hos DGI Svømning, som et udtryk for, at svømningen oplever en generel positiv udvikling i disse år.

- Der er ingen tvivl om, at svømning er populært blandt danskerne, og jeg er overbevist om, at vi kan forvente os mere i de kommende år. Folk har taget svømningen til sig, og det gælder alle aldersgrupper.

Voksen- og ældresvømning hitter
Dykker man ned i de forskellige målgrupper, er der flere områder, hvor væksten har været særlig positiv.

Den fremherskende kultur på svømmebadsområdet, der handler om, at det først og fremmest er børn, der skal lære at svømme, gør sig stadig gældende. Men det er faktisk hos de voksne og ældre, at man har oplevet størst fremgang.

- Vi ser stor efterspørgsel på træning for både voksne og ældre, og det spiller en vigtig rolle for, at medlemstallene hele tiden vokser. På den måde er svømning meget omfavnende, fordi vi opererer med mange forskellige folk fra vidt forskellige stadier i deres liv, siger Henrik Hansen.

Det er dog ikke kun på voksen- og ældreområdet, at der er sket ting over sager. De nye medlemstal dækker over en bred vifte af aktører på svømmebadsområdet såsom polo- og udspringsklubber, der hver især har bidraget til den flotte fremgang.

- Der er ingen tvivl om, at det er svømmesiden, der driver tingene, men vi oplever også fin fremgang hos flere af specialforeningerne. Åben-vand-svømning er f.eks. et område, der er eksploderet i de senere år, siger Morten Hinnerup, som tilskriver digitaliseringen en stor betydning for svømmesportens udvikling.

Han mener i den forbindelse, at mange svømmeklubber har været dygtige til at implementere medlemssystemer, der sørger for, at svømmekapaciteten udnyttes bedst muligt.

- Hvis man kigger på udviklingen i de sidste 10 år, er der ingen tvivl om, at svømmeklubberne er blevet bedre til at håndtere medlemssystemer og andre digitale værktøjer. Det skaber grundlag for, at bassinerne aldrig står tomme, og det kan aflæses på de konkrete medlemstal.

Stor tilvækst i byerne

Kigger man på den regionale spredning af medlemstilvæksten, tegner der sig et billede af, at det er i de store byer, at udviklingen har været størst.

Det hænger ifølge Henrik Hansen sammen med, at foreningens størrelse er afgørende for vækstmulighederne.

- Jo større forening, jo større mulighed for vækst. Sådan ser billedet i hvert fald ud, når vi kigger på medlemsopgørelsen, lyder det fra idrætskonsulenten.

Det er man i Dansk Svømmeunion meget enig i. De store svømmeklubber har bidraget særligt positivt til medlemstilvæksten, men det betyder til gengæld, at antallet af nye klubber er nogenlunde stabilt.

- De store foreninger har rent organisatorisk et bedre grundlag i forhold til at tiltrække nye medlemmer. Derfor er det vigtigt, at vi i fremtiden sætter fokus på, hvordan vi renoverer eller bygger nye svømmebade, forklarer Morten Hinnerup og henviser til dét projektsamarbejde om danskernes svømmevaner, som DSF også er en del af.

Heri skal det blandt andet undersøges, hvordan nye byggerier og renovationer gribes an, så vi sikrer, at energioptimeringer og nye aktivitetsformer går hånd i hånd. 

-  Det er vigtigt, at vi i fremtiden bliver skarpe på, hvad der er behov for, når vi skal bygge og renovere svømmebade i Danmark. Det kan projektarbejdet om fremtidens svømmevaner forhåbentlig gøre os klogere på. Derfor bliver det et vigtigt skridt i forhold til at underbygge medlemstilvæksten i de kommende år, siger Morten Hinnerup.

Med de nye medlemstal er svømning - målt på antal medlemmer - den tredjestørste idræt i Danmark. Se en oversigt over nøgletallene lige her.

Medlemstal fra DIF og DGI:
Medlemmer 2018: 234.654

Medlemmer 2019: 242.535

Tilvækst på 7.881 nye medlemmer

Klubber 2018: 575
Klubber 2019: 586

Tilvækst på 11 nye svømmeklubber.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm