Nyrenoveret svømmebad skal være stedet for de unge ”knægte”



Der bliver rig mulighed for at udfolde sig i DGI Huset Vejles nye svømmebad. Foto: Vejle Kommune

DGI Huset Vejle har åbent dørene til en nyrenoveret svømmehal, hvor der skal være plads til tumleri og udfoldelse for de unge drenge. 


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


I mandags kunne DGI Huset Vejle sætte foreløbigt punkt for en stor vandsatsning.


I efteråret 2018 indviede huset et helt nyt svømmeanlæg med et 50 meter bassin, og siden marts 2019 er den gamle eller oprindelige svømmehal blevet renoveret.

Mandag den 10. februar blev dørene åbnet til det nyrenoverede svømmebad, og det betyder, at DGI Husets mange gæster nu kan boltre sig i en lang række nye aktiviteter som et udspringsbassin, en klatrevæg og en ny vandrutsjebane.

Der bliver med andre ord rig mulighed for at brænde krudt af, når man besøger DGI Husets nye svømmebad i Vejle. Og det har faktisk været en del af hele idégrundlaget bag renoveringen, fortæller direktør Roland Christiansen til Vejle Amts Folkeblad.

Da Roland for mere end 40 år siden var barn og badede i Billund Svømmehal, var der nemlig ikke plads til at larme og tumle.

- Jeg tumlede vist lige rigeligt - og det var der ikke plads til. Derfor blev jeg fløjtet op af bassinet og sendt hjem, siger Roland Christiansen.

Og sådan skal det ikke være i DGI Huset Vejle. Der skal være plads til, at de unge ”knægte” kan tumle rundt og hygge sig, som børn nu engang gør, lyder det fra direktøren.

En god oplevelse for hele familien
Selv om der har været fokus på at skabe gode rammer for de små, henvender DGI Husets nye svømmebad sig til hele familien.

Der er blevet anlagt nye familiesaunaer og et dampbad langs bassinkanten, der giver badegæsterne en helt ny mulighed for at nye varmen sammen.

Derudover er der blevet bygget et nyt familieomklædningsrum som en håndsrækning til familier med små børn.

Sidst men ikke mindst har man etableret en balkon med udsigt over bassinerne, hvor der er plads til 60 spisende gæster. Her er det forventningen, at der kan afholdes børnefødselsdage, når åbningsugen er overstået.

Hele projektet har kostet 87 millioner kroner. De 55 millioner er brugt på det nye svømmeanlæg med 50 meter bassin, der blev indviet i september 2018. Ombygningen af den gamle svømmehal har kostet 32 millioner kroner, hvoraf Lokale- og Anlægsfonden har bidraget med ni millioner kroner.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm