Seneste nyt vedr. erhvervslivredderprøven



Dansk Svømmeunion og DSF bringer seneste nyt i forbindelse med dispensation og forlængelse af erhvervslivredderprøven.


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Nedenstående retningslinjer er udarbejdet af Dansk Svømmeunion i samarbejde med Dansk Svømmebadsteknisk Forening.

Det drejer sig om aflæggelse af livredderprøver i bassin:

  • Underviserprøven
  • Bassinlivredderprøven
  • Erhvervslivredderprøven

Og i åbent vand:

  • Åbent-vand underviserprøven
  • ILS åbent-vand livredderprøven

Du finder de originale prøver her

For alle, der har aflagt en af ovenstående livredderprøver inden for det seneste år, er gyldigheden af prøven indtil videre forlænget til den 1. oktober 2020.

Derfor anbefales det, at man kun har nye aspiranter til prøve, hvor der er særligt behov, fx akut behov for nye livreddere på anlægget.


Vi læner os op ad Dansk Råd for Genoplivning anbefaling om at afholde førstehjælpskurser for lægmand så længe de gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen overholdes. Du kan læse DRG’s anbefalinger her.

Livredderprøverne kan alle aflægges i deres nuværende form, så længe nedenstående retningslinjer følges pr. 9. juni 2020:

  • Følg Sundhedsstyrelsens retningslinjer for god hygiejne: https://www.sst.dk/da/corona
  • Prøverne aflægges i faste grupper af fx tre personer med den samme dommer.
  • Alle prøvetagere har deres egen førstehjælpsdukke eller evt. deres egen ansigtsmaske og lungepose, som skiftes for hver prøvetager. Alternativt kan prøvetager benytte egen pocketmask.
  • Hjælpere til afhentning af udstyr spritter hænder af, før udstyret hentes.
  • Der forevises ikke indblæsninger på et levende medie – heller ikke på panden.
  • Prøvetager må gerne lægge et medie i stabilt sideleje, men skal undgå at tjekke for vejrtrækning. Alternativt må prøvetager tale om stabilt sideleje for at undgå fysisk kontakt på land.

I forbindelse med åbningen af de danske svømmehaller har Dansk Svømmeunion i samarbejde med DGI og Dansk Svømmebadsteknisk Forening desuden udarbejdet vandsportens corona-regler, som udstikker retningslinjer for adfærd i forbindelse med brug af svømmehallen og omklædningsrummene. Se mere her.

Anbefaling til lægmand om genoplivning
Dansk Råd for Genoplivning anbefaler, at alle borgere fortsat som udgangspunkt skal ringe 1-1-2 ved hjertestop og udføre hjertelungeredning, hvis de bliver vidne til et hjertestop.

Tiden er afgørende ved hjertestop, og jo før du ringer 1-1-2, og træder til med hjertelungeredning og brug af en hjertestarter, des større er chancen for overlevelse.

Supplerende anbefaling, når der er bekræftet eller begrundet mistanke om COVID-19

I forhold til hjertelungeredning skal Sundhedsstyrelsens gældende anbefalinger efterleves, og desuden skal du bruge din dømmekraft. Hvis der er risiko for smitte med COVID-19, eller du af anden grund ikke er i stand til at give kunstigt åndedræt, giv da kun hjertemassage.

Når der er bekræftet eller begrundet mistanke om COVID-19, bør du følge disse retningslinjer:

  • Undersøg vejrtrækning ved at se efter normal vejrtrækning. For at mindske din risiko for smitte, skal du ikke skabe en fri luftvej og ikke placere dit hoved tæt på personens næse og mund for at lytte og føle vejrtrækningen eller skabe en fri luftvej.
  • Overvej at placere et stykke stof over personens mund og næse, før du giver hjertemassage og bruger en hjertestarter. Det kan være med til at mindske din risiko for smitte.
  • Vask hænder grundigt med sæbe og vand eller desinficér dem med alkoholbaseret håndsprit efter at have givet hjertelungeredning. Bliv evt. testet for smittespredning ved at kontakte din læge eller den regionale vagtlægeordning.

Dansk Svømmeunion og Dansk Svømmebadsteknisk Forening følger udviklingen af COVID-19 situationen tæt, og vi vil derfor løbende justere retningslinjerne derefter.

For yderligere spørgsmål, bedes I rette henvendelse til udviklingskonsulent hos Dansk Svømmeunion Caroline Kleemann Falster på mail ck@svoem.dk, telefon 6112 8187 til om med uge 25 eller Christina Borring på cbo@svoem.dk, telefon 5166 3967 fra og med uge 26.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm