Store regionale forskelle i politiets tilsyn



Har du haft besøg af politiet for nyligt til det årlige eftersyn? Laver man en rundringning til nogle af landets svømmebade, er der stor forskel på, hvor ofte de oplever tilsyn fra politiet. I Vesterbro Svømmehal kommer de f.eks. to gange om året, mens de i Skanderborg Svømmehal ikke har haft tilsyn siden 2015. Er det godt nok?

Af Anita Leth Jensen, Danske Svømmebade

En gang i løbet af foråret og en gang i løbet af efteråret, med så hyppige intervaller plejer politiet at aflægge et uanmeldt tilsynsbesøg i Vesterbro Svømmehal.

For teamleder Jesper Löwe-Press, er der ingen tvivl om, at tilsynene er med til at højne den generelle sikkerhed.

- Det er jo politiet, der har givet os tilladelse til, at vi holder åbent, så jeg synes også, at det er naturligt, at de kommer og tjekker, at sikkerheden er ok. Mange ting gør man automatisk på rutinen, så det holder os skarpe, at vi bliver kigget efter i sømmene, så det er rigtig godt, at de gør det, siger Jesper Löwe-Press.

Under et tilsynsbesøg har politiet en spørgeguide med, som de bruger til at spørge ind til sikkerhed og beredskabsplaner, så det uanset hvilken betjent, der udfører tilsynet, er de samme ting, der bliver lagt vægt på. Selvom spørgeguiden er den samme som altid, oplever Jesper og hans kollegaer rundt om i andre københavnske svømmebade, at der er et øget fokus på uddannelsesbeviser.

- De tjekker alarmering, og spørger til hvor mange der er på arbejde samt deres uddannelsesbeviser. Vi har i enkelte tilfælde også oplevet, at de har bedt om se uddannelsesbeviser for at tjekke, om de er fornyet til tiden. Her under corona, har de også været meget obs på coronarestriktioner, og om alle restriktioner bliver overholdt. Vi kan mærke på dem, at det ikke bare er en opgave, der skal krydses af. De tager det meget seriøst og tjekker grundigt efter, fortæller Jesper Löwe-Press.

Fokus på uddannelsesbeviser

I Frankrigsgade Svømmehal sidder teamleder Mikael Klausen. Han oplever lige som sin kollega Jesper Löwe-Press, at politiet går meget op i livreddernes kompetenceniveau.

- Her kommer de forbi en gang om året, og vi oplever, at de spørger ind til registrering af uddannelsesbeviser, hvor de bliver opbevaret, samt hvordan man kan tilgå dem. De spørger også til, hvordan livreddernes kompetencer bliver holdt ved lige, og om der er indlagt tid til, at de kan træne. Her i Københavns Kommune er det besluttet, at alle livreddere skal have erhvervslivredderprøven, også de ca. 200 vikarer, der er tilknyttet vores forskellige svømmebade, og det er tydeligt, at det med uddannelsesbeviser er et indsatsområde for politiet.

Ifølge livreddernes overenskomst er det tilladt at træne en gang om ugen i arbejdstiden, hvis driften tillader det. For begge teamledere er træning også noget, de opfordrer til og støtter op om, også gerne flere gange ugentligt, hvis øvrige opgaver tillader det.

Det er mit ansvar

Kigger man vest for Storebælt ser billedet anderledes ud. I hvert fald i Skanderborg Svømmehal, hvor halinspektør Henrik Sparre ikke har haft tilsyn i de sidste seks år. Men det betyder ikke noget, for sikkerheden er stadig et kerneområde for halinspektøren.   

- Politiet kommer her med jævne mellemrum, men det er for at tage sig af uromagere. Om de samtidig lige kigger rundt og vurderer sikkerheden, skal jeg ikke kunne sige. Men vi har ikke haft et regulært tilsyn siden 2015, men det betyder heller ikke noget. Jeg har ikke et problem med, at de ikke kommer, for det skal ikke blive en sovepude, at man regner med, at de kommer og kontrollerer. Her på stedet er det mig, der er ansvarlig for sikkerheden, og i sidste ende er det mit ansvar, at det hele er i orden. Jeg har ikke brug for deres kontrol, hvis jeg havde det, så var jeg ikke mit job værdig, fortæller Henrik Sparre.

Selvom halinspektøren gerne påtager sig det fulde ansvar for sikkerheden, er han dog ikke blind for, at et sæt ekstra øjne på sikkerheden er en god idé, derfor har han indgået en aftale et eksternt sikkerhedsfirma. 

- Mine livreddere har alle bassinprøven, men det er ikke godt nok, at den kun skal fornyes en gang om året. Færdighederne skal trænes, så det sidder på rygraden, og de ikke går i panik den dag der sker en ulykke. Derfor har jeg allieret mig med et eksternt firma, der er specialiseret i livredning, førstehjælp og brandslukning. De hjælper mig med at gennemgå vores beredskab og teste og træne mine medarbejdere kontinuerligt gennem hele året, fortæller Henrik Sparre.

Skulle politiet få lyst til at aflægge Skanderborg Svømmehal en visit er de mere end velkomne, for halinspektøren er altid klar til at gennemgå svømmehallens sikkerhedsniveau.

Vi ville gerne have spurgt politiet om planlægningen af tilsyn og om de store regionale forskelle, men det har ved redaktionens afslutning ikke været muligt at få en udtalelse fra politiet.  

Skrevet af Maj-Britt Marschall