TrygFonden indvier livreddertårne i udvalgte svømmehaller



TrygFonden indvier i løbet af efteråret og vinteren 15 livreddertårne i en række svømmehaller fordelt over hele landet. Det nyder man godt af i Køge Svømmehal, hvor man har indviet det første eksemplar af det rød-hvide livreddertårn.


Af Casper Holm, Danske Svømmebade

Livredning er ikke kun for professionelle i uniform. Det er en sjov aktivitet og en vigtig færdighed for alle os, der bor i et land omgivet af vand.

Sådan lyder udgangspunktet for TrygFondens ambition om at udbrede kendskabet til livredning. Derfor rykker fondens rød/hvide livreddertårn nu ind i svømmehallen, så det også der bliver muligt at lege, lære og træne livredning.

Livreddertårnet er målrettet svømmehallen og fyldt med ægte livredderudstyr til børn og voksne med vejledninger til sjove øvelser, så svømmehallens vandhunde nemt kan øve i at redde sig selv og andre - i trygge rammer, året rundt og i alt slags vejr.

De første 15 tårne åbner i 2020 ad to omgange, og i 2021 og 2022 åbnes der yderligere 15 tårne hvert år.

Køge Svømmeland er én af de heldige ansøgere, der har fået bevilget et livreddertårn. Tårnet blev indviet den 11. november som det første af sin slags i Danmark, og der var i forbindelse med indvielsen stor glæde at spore hos Liselotte Jakobsen, souschef i Køge Svømmeland.

- Sidste år, da vi testede mini-livreddertårnet, var responsen overvældende, og vi oplevede, at både familier, skoler og mange andre af vores gæster kastede sig over livredning som disciplin. Både gæster og personale har givet udtryk for, at de har savnet livreddertårnet efter testperioden, forklarede Liselotte Jakobsen til Radio Køge og tilføjede:

- Vi er derfor utrolig stolte over at være blevet udvalgt som den første svømmehal i Danmark, hvor livreddertårnet bliver permanent. Jeg er sikker på, at livredning fremover vil fylde meget mere i vores gæsters bevidsthed, og jeg er glad for, at vi i Køge Svømmeland kan være med til at inspirere en ny generation af livreddere.

Fokus på livredning
Hos TrygFonden er man mindst lige så begejstret over indvielsen i Køge. Det fortæller programchef, René Højer, som understreger vigtighed af at sætte fokus på livredning.

- Livredning er en sjov og meningsfuld aktivitet, hvor man kan lære at redde sig selv og andre, og det er vigtigt, når vi bor i et land omgivet af vand. I TrygFonden arbejder vi for at opbygge og udbrede en livredningskultur i Danmark, hvor endnu flere lærer livredning, siger René Højer og uddyber:

- Vi har i de seneste år oplevet en stigende interesse for livredning, bl.a. på strandene om sommeren, og sidste år testede vi de nye mini-livreddertårne i ni svømmehaller rundt om i Danmark. Testen viste, at badegæster i alle aldre var vilde med at prøve kræfter med livredning i svømmehallernes trygge omgivelser, og derfor er vi rigtig glade for, at vi nu kan tilbyde at gøre livreddertårnene permanente.

I slutningen af 2020 bliver det igen muligt at ansøge om et livreddertårn til jeres svømmeanlæg. Vi opdaterer selvfølgelig vores hjemmeside, når ansøgningsfristen begynder. Følg med på www.svommebad.dk og www.respektforvand.dk for seneste nyt.


 

Casper Holm Skrevet af Casper Holm