DSF giver opdatering vedr. genåbning af friluftsbade



Her kommer seneste nyt i forbindelse med den glædelige nyhed om, at friluftsbade kan åbne som en del af fase 2. 


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Dansk Svømmebadsteknisk Forening kunne i går meddele, at sundhedsmyndighederne og rigspolitiet har givet grønt lys til en genåbning af friluftsbade, badesøer og havnebade.


Siden da har vi modtaget en lang række henvendelser, der især omhandler bekendtgørelsens retningslinjer for afvask. Vi har i den forbindelse taget kontakt til Miljøstyrelsen, som tidligere har meddelt, at de indretter sig efter gældende retningslinjer, og at de desuden vil sende os en ny opdatering hurtigst muligt.

Vi anbefaler derfor, at friluftsbadene tager kontakt til sine lokale tilsynsmyndigheder og afklarer, om de vil godkende en genåbning uden adgang til omklædnings- og badefaciliteter. Når der er nyt fra Miljøstyrelsen, sender vi selvfølgelig en opdatering.


Skal vi bare hælde mere klor i vandet?
Flere spørger, om man så bare skal hælde mere klor i vandet for at sikre sig, at vandkvaliteten er lige så høj, som den plejer at være. Det er klart, at behovet for klor vil stige, når badegæsterne ikke vasker sig umiddelbart, inden de benytter bassinerne. Her kunne løsningen være at justere på forbruget af frit klor i det omfang, bekendtgørelsen (BEK nr 918 af 27/06/2016) tillader.

Der findes i bekendtgørelsen et fastlagt spænd for, hvor meget og hvor lidt klor der må tilsættes vandet. Det spænd afhænger af bassinstørrelse og vandtemperatur, og det vil derfor være op til det enkelte friluftsbad at vurdere, hvor meget og hvor lidt klor der må tilsættes vandet.

I bekendtgørelsens § 6 stk. 2 og 3 gælder følgende for anvendelsen af frit klor:

Parameter

Bassintype

Enhed

Kvalitetskrav

 

 

 

Minimum

Maximum

Frit klor

Svømmebade > 34 °C, alle udendørs bassiner samt spabade

Mg/l

1,0

2.0

 

Derudover anbefaler DSF, at alle friluftbade åbner op for eventuelle udendørs brusere, så gæsterne har mulighed for at skylle sig, inden de hopper i vandet – også selv om gæsterne pålægges at bade og klæde om hjemmefra

Rengøring

Med hensyn til rengøringskrav og øvrige sundhedsmæssige tiltag henviser vi til Kulturministeriets retningslinjer for genåbningen af udendørs idræt. Heri fremgår det bl.a., at: 

  • der bør sikres grundig rengøring af fælles kontaktpunkter og laves en overordnet plan for rengøring og desinfektion.
  • toiletter rengøres og desinficeres hyppigt ud fra en konkret lokal vurdering.

Du kan finde kulturministeriets retningslinjer lige her.

I samarbejde med Dansk Svømmeunion og DGI har DSF desuden udarbejdet en håndfuld retningslinjer, vi kalder ”svømmesportens corona-regler”, som gælder for både indendørs og udendørs svømning.

Rigspolitiets retningslinjer

For at sikre en forsvarlig genåbning har Rigspolitiet formuleret fire overordnede retningslinjer for de udendørs badefaciliteter:

  • Almindelig tilstedeværelse i et friluftsbad er ikke omfattet af forbud mod aktiviteter eller arrangementer. 
    Det betyder, at der godt må være flere end 10 personer i vandet, hvis de ikke er sammen på en måde, der udgør en aktivitet som f.eks. vandaerobic. Hvis politiet vurderer, at personerne er sammen på en måde, der udgør en risiko for smitte med COVID-19, kan politiet påbyde personerne at forlade stedet. Afstandskravet på 2 meter skal dog stadig overholdes (og ja – det er stadig 2 meter, når man er i bevægelse, som man må formode badegæster vil være).


  • Du må gerne have aktiviteter i vandet, men kun for 10 personer ad gangen.
    Det betyder, at hvis du afholder en aktivitet som f.eks. vandaerobic, må der max være 10 personer i vandet ad gangen. Personerne i vandet skal holde afstand og ikke være sammen på en måde, der udgør en smitterisiko med COVID-19. I så fald kan politiet påbyde personerne at forlade stedet.

  • Da friluftsbade kan kategoriseres som en udendørs idrætsfacilitet, skal tilhørende bade- og omklædningsfaciliteter holdes lukkede.
    Det betyder, at gæsterne ikke må bruges de indendørs bade- og omklædningsfaciliteter, og de skal derfor holdes lukkede. Som et alternativ kan man åbne op for udendørs brusere og lignende, så gæsterne får mulighed for at skylle sig. 

  • Tilhørende toiletfaciliteter må gerne åbnes, men de skal overholde retningslinjerne i Bekendtgørelsens 8.
    Det betyder, at gæsterne gerne må benytte offentlige toiletter. Der må dog maximalt være én person pr 4 m2 gulvareal. Er gulvarealet under 4 m2, er der adgang for én person. Lokalerne skal så vidt muligt indrettes på en sådan måde, at smittefare minimeres ved at gøre det muligt for kunder og besøgende at holde afstand til hinanden. Man skal fx sikre, at der ikke kan opstå kødannelse.


Du kan læse bekendtgørelsen i sin helhed lige her.


Kulturministeriets retningslinjer
Kulturministeriet har som tidligere nævnt udarbejdet et sæt retningslinjer for genåbning af udendørs idræts- og foreningsliv, hvori det beskrives nærmere, hvordan man skal forholde sig som ledelse og medarbejdere under genåbningen.

Disse retningslinjer er generelle for al udendørs idræt, men behandler mange spørgsmål omkring rengøring, skiltning mv., som skal være på plads inden genåbning.

Deri findes også retningslinjer for, hvordan man bedst muligt beskytter sine medarbejdere og sikrer gode arbejdsforhold, så både medarbejdere og gæster trygt kan komme i de nyåbnede friluftsbade.

Se Kulturministeriets retningslinjer lige her.

Vi håber, at disse oplysninger svarer på nogle af de mange spørgsmål, der presser sig på i forhold til genåbningen. Vi vender tilbage med en ny opdatering hurtigst muligt.

Casper Holm Skrevet af Casper Holm
Relaterede nyheder
DSF søger afklaring på udendørs svømmefaciliteter

Hvornår må landets friluftsbade og svømmesøer åbne dørene for sæsonens første gæster? Det søger DSF svar på i forlængelse af regeringens genåbningplan.

Læs mere
Dagens gode nyhed: Friluftsbade må åbne nu

Rigspolitiet og sundhedsmyndighederne har givet grønt lys til friluftsbadene, som må genåbne per dags dato.

Læs mere