Opfordring fra DSF: Tag den sunde fornuft med i svømmehallen



Selvom svømning er blevet fremrykket til fase 3, er det afgørende vigtigt, at svømmehaller og badegæster husker den sunde fornuft. Sådan lyder opfordringen fra Dansk Svømmebadsteknisk Forening.


Af Casper Holm, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Overalt i landet knokles der i øjeblikket for at gøre svømmehallerne klar til at genåbne. 


Vandtemperaturene bliver hævet, ventilationsanlæggene sættes i gang og redskaber desinficeres til den helt store guldmedalje.

For DSF er det rigtige gode nyheder, at det igen bliver muligt for danskerne at bade og holde sig sunde og raske. Men inden vi springer hovedkulds i bassinerne, er det vigtigt, at både svømmehaller og badegæster tænker sig godt om, forklarer DSF-formand Lars Norring.

- Det er en stor gevinst for os alle, at svømmebadene får lov at genåbne før tid. Dansk Svømmebadsteknisk Forening har arbejdet for en sådan fremrykning, men det ændrer ikke ved, at vi skal gå ansvarligt til værks. Vi skal lade fornuften sejre, påpeger han og uddyber:

- Svømmebadene skal indrette sig efter gældende retningslinjer og badegæsterne skal gå fornuftigt til værks og efterleve de regler og restriktioner, vi efterhånden har været vant til i et stykke tid. På den måde sikrer vi, at genåbningen forløber bedst muligt.

Lyt til anbefalingerne
Myndighederne har i forbindelse med genåbningen udstukket specifikke retningslinjer for svømmebadene, som bl.a. omhandler afstandskrav, rengøring og deltagerbegrænsning.


Retningslinjerne betyder, at genåbningen for de flestes tilfælde bliver med restriktioner for, hvor mange gæster der må være inde de forskellige steder, og hvor mange personer der må være i de enkelte bassiner.

Og selvom der altid vil være en forhøjet risiko forbundet med genåbning af nye dele af samfundet, er Lars Norring tryg ved situationen.

- Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at landets svømmebad gør alt i deres magt for at give gæsterne en tryg oplevelse. Hvis badegæsterne samtidig tager deres forholdsregler og overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger, er jeg overbevist om, at det bliver en stor succes.  

Svømmebade er ikke farlige
På trods af den gode nyhed er Lars Norring en smule bekymret for, om danskerne er lige så trygge ved at gå i svømmehallen, som det var tilfældet før coronakrisen.


Rent sundhedsmæssigt er der dog ikke noget at komme efter, forklarer han.  

- Vi har Miljøstyrelsen og Serum Instituttets ord for, at det er ganske sikkert at hoppe i bassinerne. Klorindholdet i vandet hæmmer simpelthen spredningen af covid-19, siger Lars Norring.

Det ændrer dog ikke ved, at genåbningen kan blive en svær størrelse. Der er rigtig mange retningslinjer at forholde sig til, og derfor står DSF klar til at hjælpe, hvis der bliver brug for det.

- Det bliver spændende at følge genåbningen fra sidelinjen i de kommende uger. Hvis der i processen skulle opstå de mindste problemer, er vi klar til at hjælpe, understreger Lars Norring.

Retningslinjer for genåbning af svømmehaller
Kulturministeriet har i forbindelse med genåbningen af idræts- og foreningsfaciliteter udgivet en række retningslinjer, som er vejledende og læner sig op ad Sundhedsstyrelsens retningslinjer om eksempelvis afstandskrav. De lyder således:

  • Der må max være én badegæst per 4 m2, og antallet af bassiner skal reguleres derefter.
  • Antallet af gæster skal begrænses både ved indgangen til omklædningsrum og i selve svømmehallen.
  • Der bør være afstandsmærkninger på gulve og de steder, hvor det er hensigtsmæssigt.
  • Skabsnøgler skal udleveres og afleveres af medarbejdere, og nøglerne skal sprittes af mellem hver gæst.
  • Der skal holdes én meters afstand mellem gæster i bassiner, spa, sauna, dampbad samt ved ophold på bassinkanten. Ved fysisk anstrengelse skal der holdes to meters afstand.
  • Alt udstyr skal rengøres før og efter brug.
  • Der skal løbende holdes øje med, om den rette afstand mellem gæsterne i bassinet og i omklædningsrummet overholdes.

Om rengøring:

  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af alle håndtag på alle døre og diverse armaturer.
  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af hallens gelændere, stiger, startskamler og bassinkant med desinfektionsmiddel af QAC-typen eller den rette sprit.
  • Effektiv, synlig og tidsbestemt rengøring af toiletter.
  • Afspritning af kontaktpunkter på skabe i omklædningsrum foretages efter hver bruger.
  • Telefoner, radioer og kassesystemer, der benyttes af skiftende medarbejdere skal rengøres ved hvert skift.

 Kilde: Kulturministeriet

Yderligere info til genåbningen

Casper Holm Skrevet af Casper Holm