Hvornår må landets friluftsbade og svømmesøer åbne dørene for sæsonens første gæster? Det søger DSF svar på i forlængelse af regeringens genåbningplan.
Landets svømmehaller og idrætsanlæg står i disse dage tomme, mens vi afventer nyt fra Sundhedsstyrelsen og regeringen vedrørende den pågående Coronakrise i Danmark.
Teknologisk er i den forbindelse kommet med en håndfuld anbefalinger, som du kan læse herunder. Anbefalinger er gengivet i sin helhed og kan også findes på www.teknologisk.dk
”På grund af den alvorlige situation omkring Coronavirussen har myndighederne besluttet, at alle svømmeanlæg skal holdes lukket i en periode i lighed med, hvad der også er tilfældet for alle andre idrætsanlæg og de fleste andre forsamlingssteder.
Påbuddet om at lukke svømmeanlæg skyldes ikke, at der skulle være en særlig smittefare ved at bruge selve bassinerne, idet kloren i vandet ifølge sundhedsmyndighedernes hidtidige informationer også vil kunne eliminere denne type virus. Lukningen sker derfor primært for at forhindre smittespredning, når mange mennesker er sammen på et begrænset område, som er tilfældet i omklædningsrum, bruserrum, toiletområder m.m.
Vi har derfor i den givne situation udarbejdet en række forslag til, hvordan du om muligt kan håndtere dit svømmeanlæg, mens det er lukket for gæster. I modsætning til mange andre anlæg, så vil svømmeanlæg kræve en vis pasning for at undgå store vandkvalitetsproblemer eller skadende fejl på de tekniske anlæg og bygninger. Ligeledes er det også vigtigt at tilpasse drift, således at du optimerer energiforbruget.
Her er vores generelle forslag til, hvad du eller en af dine kolleger kan gøre:
Små bassiner
Små bassiner, som præfabrikerede SPA-bade, kan tømmes og lukkes. Inden lukningen returskylles de tilhørende filtre og evt. kulfiltre meget grundigt, og bassin, filtre og udligningstank m.m. tømmes, og opvarmning og dosering lukkes. Du bør dog nøje overveje om flisebeklædte bassiner skal tømmes, da der altid vil være en vis risiko for, at der opstår skader på flisebelægningen, når bassinet står tomt i længere tid.
Alle andre bassiner
Vandcirkulation og vandbehandling bør så vidt det overhovedet er muligt fortsat holdes i drift. For at nedsætte el-energiforbruget kan cirkulationen nedsættes til 70 % i henhold til gældende regler med mulighed for at gå ned til 60 %, hvis anlægget er godkendt hertil. Vandtemperaturen og lufttemperaturen kan nedsættes for at reducere varmeenergiforbruget. Husk dog så vidt muligt at holde lufttemperaturen min. 2 °C over vandtemperaturen. Har du termotæppeoverdækning trækkes det over bassinet. Ved mindre bassiner kan der udføres en interimistisk overdækning med fx en billig bobleplastfolie.
Klorindhold og pH-værdier holdes så vidt muligt på de gældende minimumsværdier. Der bør føres tilsyn for at kontrollere vandkvalitet og fylde kemikalier på dagtanke m.m. Har du adgang til overvågning via CTS eller nettet vil det være en rigtig god idé at bruge dette flittigt.
I lukkeperioden, hvor der ikke er nogen badebelastning og dermed forurening af bassinvandet, kan du udelade bundsugning og holde længere intervaller mellem returskylning af filtrene. Når svømmeanlægget igen får tilladelse til at blive taget i brug, vil vi anbefale, at der går nogle dage inden det åbnes, så normalværdier kan nå et blive genoprettet, og der er udført vandanalyser for kontrol af kemi og mikrobiologisk kvalitet.
Vi håber, at du kan gøre brug af disse råd og vi er helt opmærksomme på, at for os alle er det en vanskelig situation, som skal håndteres på den bedst mulige måde under de givne forhold.
Vi er parate ved telefonen eller pr. mail, hvis du i øvrigt har behov for en mere specifik rådgivning omkring dit anlæg”
Hvornår må landets friluftsbade og svømmesøer åbne dørene for sæsonens første gæster? Det søger DSF svar på i forlængelse af regeringens genåbningplan.